Hvad flyder gennem mig og vil ud i dag? spørger jeg mig selv. Intet svar. Min opmærksomhed driver hele tiden væk. Så må jeg lige have noget at spise. Så bliver jeg opslugt af den musik jeg hører. Så tænker jeg at hvis jeg lige ser et afsnit af den serie jeg er i gang med, så dukker der nok noget op bagefter. Så kommer jeg i tanke om noget jeg lige må slå op på nettet, og forsvinder ned i et kaninhul. Så …
. . .
Og så. Så ved jeg det pludselig. Det er frygt der er i mig i dag, og frygt fryser alt til fast form så intet flyder. Jeg er blevet bange for at jeg alligevel ikke duer til at åbne mig for indfald og tanker som er værd at skrive hjem om. Jeg så for mig – i hvad jeg oplevede som et øjebliks oplysning, men måske var det et øjebliks opblæsthed? – at jeg kunne og skulle, men i dag er jeg bange for at jeg alligevel ikke kan. Jeg frygter at jeg må opgive og igen trække mig ind i skyggerne.
Ikke endnu, hvisker jeg til frygten, lad mig være ude i lyset bare lidt endnu. Jeg vil tro på at det er rigtigt og nødvendigt at skrive om det der optager mig, fordi det er det der optager mig.