Jeg hænger i. Mine reoler er nu fuldstændig trimmede, mine vinduer er rene, min opslagstavle er igen spændende at se på og jeg har været på genbrugspladsen. Jeg er meget tilfreds med det hele. I morgen støvsuger jeg radiatorgravene og gennemgår mine køkkenskabe. På torsdag vasker jeg tøj inkl. gardiner og et sengetæppe. Og så forestiller jeg mig at jeg aldrig mere i dette liv skal rydde op eller gøre rent. Det kommer jo nok ikke til at holde stik, men man har da lov at håbe.
Jeg er flyttet mange gange de sidste otte år, og jeg har også ryddet seriøst op lige så mange gange, så det hele er ikke så slemt. Én kasse har jeg dog aldrig ryddet op i, nemlig min kasse med elektronik. Jeg er bare blevet ved med at proppe mere og mere ned i den sammen med det der allerede lå da jeg flyttede, efterhånden som jeg har skiftet mobil, computer, hovedtelefoner osv. I dag tog jeg mig så sammen, og det er fuldstændig vanvittigt hvilken udvikling de her dimser har været igennem. Prøv selv at se:
Nu sidder du måske og spekulerer på om jeg er blevet Nordsjællands svar på Marie Kondo over natten, men det kan jeg godt garantere for at jeg ikke er, selvom der måske er nogle lighedspunkter. Det her handler i virkeligheden slet ikke om at rydde op i mit hjem, det handler om at rydde op i mit hus, og mit hus er min personlighed. Dybest set forsøger jeg vel at få orden på mit hus i overført betydning. Finde ud af hvad jeg synes er vigtigt og har værdi, hvad jeg kan undvære, hvad jeg gerne vil stå for. Hvem jeg er, vel sagtens. For det er som om jeg helt har tabt det af syne de sidste år.
I dag er jeg blevet adskillige kilo materie lettere, og det føles virkelig godt at være lidt mindre tynget af jordisk gods. Her er også blevet pænere og mindre forstyrrende, og det giver mig ro i sindet og mulighed for at høre hvad jeg selv tænker. Det føles også virkelig godt.
Det vigtigste er dog måske at jeg kan mærke at jeg ønsker mig noget, at der er noget jeg gerne vil have på en bestemt måde, og at jeg kan handle på det. Det afløser en lang periodes ubærlig ligegladhed, og det, ja, det er måske det der føles allerbedst. At mærke at jeg vil noget med mig selv og det der er mit.