Mandag er svømmedag, og det er bemærkelsesværdigt hvor meget velvære man kan generere på en times tid. Det kan holde flere dage for mit vedkommende. Jeg kan tappe ind i den tilstand jeg er i når jeg svømmer, hvis livet bliver lidt for tungt og forkert, og så husker min krop hvad den oplevede, og giver mig samme belønning ved tanken alene som mens det faktisk fandt sted. Det har holdt mig oppe mange gange.
Rytme, oplevelse af mestring, flow, at være i nuet. Ingen irriterende sanseindtryk, kun de mest komfortable og mindst forstyrrende jeg kender til i vågen tilstand. Jeg kan ikke høre ret meget og slet ikke noget tydeligt. Lyset er helt tilpas. Jeg har begrænset udsyn. Der er ikke noget tøj, sko eller smykker der tager opmærksomheden. Svømmebriller, badehætte og badedragt er efterhånden en nærmest integreret del af min krop. Vejen er banet for intuitive indsigter, for at modtage informationer fra det ubevidste.
Og i dag gik det op for mig med stor tydelighed, at jeg hele livet har oplevet at blive undervurdet. Det har afstedkommet en tilbøjelighed i mig til at tro at jeg er præcis så begrænset indeni som de fleste andre mennesker kun er i stand til at se mig, og at jeg derfor ikke har haft mod på at stå frem med alt hvad der er i mig. At jeg har holdt mig selv tilbage og nede fordi jeg har opfanget at jeg ikke bliver forstået og i øvrigt gør andre utilpasse hvis jeg viser for meget af hvad jeg tænker og forstår.
Jeg ved det. Det er tabu at sige den slags, men nu gør jeg det alligevel. Måske bliver du voldsomt provokeret, det er der ikke noget at gøre ved. Det er tid til at bryde en cirkel.