Jeg går forbi en skraldespand. En stor krage er ved at hakke hul i den brune papirpose; den kan lige få næbbet ind mellem trælamellerne, og der er allerede et hul på størrelse med en tokrone.
Idet jeg passerer, standser kragen sit forehavende, står stille og vender det ene øje op mod mit ansigt. Der er ikke skyggen af frygt eller opgivelse at spore i dens positur. Den flytter hverken blikket eller kroppen, heller ikke da jeg højt siger “Godt arbejde!”. Så snart jeg er forbi, genoptager den sit målrettede projekt.
Jeg spekulerer på om den er klog nok til at trække indholdet i posen hen til sig på en eller anden måde, for eksempel ved at hive posen ud mellem lamellerne. Eller om den må nøjes med det den kan nå lige inden for hullet. Det får jeg aldrig svar på, men noget siger mig at min fantasi ikke rækker til at forestille mig hvad den kan finde på og finde ud af.
Måske har den nu ædt nogle madrester et menneske ikke ville indtage. Måske har den gjort en renovationsarbejders arbejde besværligt eller fået lavet et værre rod som parkens gæster vil rynke på næsen ad. Måske har den afstedkommet både noget godt og noget skidt. Under alle omstændigheder har den krage vundet min respekt – mest fordi den ikke veg en tomme og mødte mig som en ligemand.