Jeg har en ældgammel plastikkaffetragt med misfarvninger og slidspor af årelangt brug. Jeg bruger den når jeg laver et enkelt krus kaffe til mig selv eller kaffe i termokande. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har hældt for meget vand i tragten så kaffen er løbet over i et ukoncentreret øjeblik. I ved. Ud på køkkenbordet, ned ad skabslågen, ned på gulvet med stænk spredt vidt omkring.
En dag tabte jeg tragten på gulvet og et stykke knækkede af foden. Øv nå, tænkte jeg, nu må jeg så tage mig sammen til at købe en ny. Måske én hvor der ikke er brug for et papirfilter. Noget nymodens og politisk korrekt.
Det måtte jeg lige undersøge nærmere, og indtil jeg fik købt en ny, måtte jeg nøjes med den gamle. Og så var det det gik op for mig at det ikke var at nøjes, for den gamle var blevet endnu bedre af tabet. Tragten står stadig helt stabilt, men nu kan jeg se ned i kruset eller kanden mens vandet løber igennem filteret, og holde øje med hvornår det er nok.
Det er da udvikling der vil noget, tænker jeg og får lyst til at komme med en gammel talemåde: Intet er så skidt at det ikke er godt for noget.
