Det var det fineste efterårsvejr da jeg gik hjemmefra. Nu kommer jeg ud af skoven og får øje på at himlen er grå og tung og ser ud som om den kan falde ned på jorden hvert øjeblik det skal være.
Jeg tænker at der er mere vand på vej end min jakke kan holde ude, og at jeg hellere må søge ly. Det tordner også. Jeg sætter farten op og svinger op ad stien til et overdækket traktørsted. Jeg køber is og kaffe for at have hjemmel til at sætte mig ved et bord i drivhuset.
Mens jeg spiser isen, der smager som om det er sæsonens allersidste rest der er klemt ud af maskinen, kommer der flere folk til. Det lyner skarpt nu også, og det ene tordenskrald afløser det andet. Et af børnene spørger om det er farligt? Nejnej, siger faren. Vil du have pomfritter eller is?
Alle snakker om vejret, og jeg finder en bog* frem fra rygsækken og går med Tomas og Petrarca og broren på opdagelse. På side 53 støder jeg på mit eget navn ved foden af et bjerg som man ikke kan bestige ved at gå ned, så er man gået vild.
Jeg kigger op fra bogen og er heldig at tage et billede næsten uden at få nogen personer med. Det vrimler nærmest nu, med mennesker og hunde, gæster og værter. Der bliver tændt op i gasvarmerne. Mens regnen buldrer på glastaget, får jeg en sms fra Novafos om at der er overløb af spildevand ved Charlottenlund, og nu ved jeg at det her virkelig ikke bare er en almindelig byge.
Jeg er færdig med kaffen, som ikke smagte bedre end isen. Der er dog dejligt lunt ved gasbrænderen, og jeg læser videre. Jeg har tid til at vente på opklaring.
Og pludselig er den der, opklaringen, og nogle gæster råber op om en regnbue. Jeg pakker sammen og rejser mig, og så vidt jeg kan se, er der hele to regnbuer over Furesøen.
Jeg går ned til Mølleåen og følger strømmen et stykke, mens både himlen og træerne drypper af. Jeg går ad smattede stier, og snart skinner solen varmt og stærkt igen. Jeg tager jakken og min halsklud af. Sveder. Og tænker på at den her dag har været god ved mig med alle sine yder- og inderligheder.