Jeg sad i går blandt et par hundrede kvinder med gråt eller hvidt hår, farvekoordinerede, praktiske outfits, krogede rygge og langsomme, usikre bevægelser, og jeg tænkte: Er jeg én af dem? Er jeg virkelig én af dem? Er årene gået uden at jeg har opdaget at jeg er blevet en af dem?
Min sorte læderjakke var afleveret i garderoben, mine Dr. Martens-støvler er monoudgaven med sorte sømme så de ligner alle andre sorte støvler, og min bluse, vest og nederdel passede pænt sammen. Intet ved mit ydre adskilte mig.
Jeg gøs ved opdagelsen. Jeg er ikke klar. Jeg er stadig højst 20 år indeni, og jeg har stadig fornemmelsen af at jeg er på vej ud i verden for at gøre det særlige som jeg er sat på jorden for at gøre. Jeg er overhovedet ikke færdig; faktisk er jeg nærmest slet ikke begyndt.
Ud over det med alderen har jeg også altid følt mig ubehageligt til mode i situationer hvor jeg er en af mange som ingen kan se forskel på, og hvor alle tilsyneladende finder glæde, mening og tryghed ved at kunne mærke en enighed eller enshed eller hvad det er. Jeg forstår det vist ikke. Jeg har altid været mere skræmt ved tanken om at blive opslugt af gruppen end at stå alene. Jeg kan ikke forestille mig noget værre end når andre forventer jeg mener det samme som dem, tænker det samme som dem, vil vælge det samme som dem og nærmest forsøger at aftvinge mig et løfte om ikke at adskille mig på nogen måde. Gys og gru! Det er et bur jeg helt sikkert ikke går frivilligt ind i.
Bortset fra det havde jeg den bedste eftermiddag længe. Hvad publikum gav mig af mindre opløftende tanker, kompenserede personerne i centrum så rigeligt for. Inspiration. Store tanker. Solid viden. Dyb refleksion. Stærke meninger. Autentiske udtryk. Højt sprogligt niveau. Alt det bedste. Selv min plagede ryg kunne lide det og holdt sig helt i baggrunden. Jeg er taknemmelig for det hele.
(Jeg gad vide hvilke uerkendte følelser der sætter sig i lænden — hvis der findes en teori om det og man tror på den?)