Der er den her måde i mit system at forstå selskabelige situationer på, som altid har udfordret mig fordi jeg hverken forstår det selv eller forventer at andre forstår det.
Hvis jeg er sammen med flere end ét menneske, kan jeg ikke lade være med at opleve at jeg er overflødig. Der er ligesom ikke brug for mig og det jeg har at give, og jeg har ingen ide om hvorfor jeg skal være der også – med mindre jeg har et helt konkret arbejde at udføre, selvfølgelig, dvs. en funktion som gør en positiv forskel i forhold til at nå et mål.
Hvorfor folk synes jeg skal være til stede når de allerede har nogen at være sammen med, er mig en gåde, ligesom det omvendte er mig en gåde, altså når folk synes at andre også lige kan komme og være med selvom de oprindeligt havde en aftale med mig. Jeg vil gerne se mennesker jeg kan lide, men hvis jeg skal se dem i selskab med andre, forsvinder muligheden for et egentligt møde og en dyb samtale, og så går meningen fløjten for mig. Med mindre, som nævnt, at meningen er at jeg skal udføre en opgave.
Jeg har observeret og forstået at de fleste andre ikke har det sådan. At folk som flest har andre behov og ønsker end mig, når det kommer til selskabelighed. Jeg tror måske endda jeg kan forestille mig ret præcist hvad de tænker og føler, så jeg opfører mig høfligt og forsøger at tilpasse mig situationen. Måske lader jeg som om jeg synes at det er hyggeligt fordi jeg forstår at det glæder de andre, og fordi jeg ikke vil gøre nogen kede af det. Men sandheden er at jeg egentlig synes folk misbruger min tid og mine kræfter på den måde. Jeg kunne jo lave noget andet mens de snakker.
