Jeg har truffet en stor beslutning i denne uge om igen at ommøblere mit liv. De sidste tre år har jeg kæmpet og slidt for at skabe en tilværelse for mig selv, men i dette tilfælde kommer forbedringen uden den helt store målrettede indsats fra min side. Da jeg udtrykte min forundring over dette til min ældste søn, svarede han at det da var “karma”.
Dét synes jeg er en bemærkelsesværdig bemærkning fra et menneske som jeg har forladt og ikke haft ret mange kræfter til at være der for i de her tre år. Den efterlader mig ikke mindre undrende, men måske mindre tynget.
