Da jeg hælder kaffebønnerne i kværnen, kan jeg se hvor smukke de er. For en stund bliver jeg afbrudt i at drøne gennem dagen, tiden står stille, og jeg foretager mig ikke andet end at iagttage. Så er øjeblikket ovre, og jeg hælder vand i maskinen og trykker på knappen. Putter brød i risteren, tager ost ud af køleskabet og tænker på hvad jeg har lyst til at lave resten af dagen. Jeg kan selv bestemme, for jeg har ferie.
Jeg bestemmer noget, det er ikke så svært. Evnen til at tage beslutninger og at planlægge er to af mine spidskompetencer. Men så slår det mig at jeg måske hellere skal prøve om jeg kan lade dagen vise mig flere smukke ting. Åbne mig for at lade tiden stå stille og bruge tiden på netop ikke at bruge tiden. Måske vil det gøre mig godt.
Jeg har vasket tøj, og om lidt er mine skjorter tørre nok til at blive strøget. Siden jeg som barn lærte at stryge, har jeg elsket duften, bevægelserne, resultatet. Nogle gange kan jeg bedre tage mig sammen til at vaske hvis jeg tænker på at jeg får mulighed for at stå og stryge et stykke tid senere. Det er meditativt for mig. Jeg kan ikke forklare det, men jeg synes også det er smukt at stryge.
