Nogle gange når jeg går gennem en svær periode, “taler” jeg med mennesker med stor indsigt som jeg forestiller mig ville ville mig det godt og ville kunne se mig hvis vi mødtes. Jeg nævnte forleden at jeg har været omkring Alice Miller igen, og en anden dag Craig Malkin (som jeg slet ikke er færdig med at “tale” med, men jeg venter på hans bog). I dag og noget tid frem “besøger” jeg Ilse Sand. Heldigvis har jeg nogle af hendes bøger stående i reolen. Og heldigvis kan jeg bestille resten af dem jeg har brug for, på biblioteket.
Jeg ser frem til samtalen. Jeg tror den vil gøre mig godt. Jeg er slidt op af at tilpasse mig en ekstrovert, ikke-selvransagende og egocentreret verden, og jeg må vende rundt og tage ansvar for mig selv som den jeg er. Jeg har været lige ved at tabe mig selv helt, og der venter et stort og hårdt arbejde med at genvinde det tabte.
Jeg har heldigvis fået hjælp og støtte til at begive mig ud på dette eventyr, af en virkelig person som har mødt mig ansigt til ansigt, gennem rigtig samtale og i direkte kontakt, og som ikke har været bange for eller er veget tilbage i mødet med det sorte mørke og tomheden i mig. Det har været og er fuldstændigt afgørende. Jeg var lige ved at tro at jeg ikke eksisterede længere, og det er kun mødet med dette andet menneske der har kunnet se og spejle mig, som har trukket mig op fra dybet. Det var i sidste øjeblik, og jeg vil være evigt taknemmelig for vores møde.
Alt er ikke godt endnu, langt fra. Men i skrivende stund er jeg nær overfladen og kan få hovedet op og trække lidt luft ind så jeg kan flyde igen. Det kan gå over på et splitsekund, luften kan blive slået ud af mig så let som ingenting i mødet med energier som jeg er sårbar overfor, og så synker jeg igen. Men lige nu, i dette øjeblik, ånder jeg.