Jeg har brugt weekenden på at læse den her bog. Meget andet af betydning er der ikke foregået.
“Jeg synes han skriver smukkest af alle. Sproget er sublimt, hans sanselighed dyb og hans integritet pletfri”, skrev jeg til en veninde, da jeg havde læst de første sider i sidste uge, men måtte lægge bogen fra mig fordi jeg blev for oprevet, for genkendt, for set til at kunne læse ind imellem andre gøremål og diverse forstyrrelser. Der skulle en weekend til. Sådan har jeg det med Tomas Espedals bøger generelt, og den her gik mere til mig end nogen af de tidligere. (Selvom det har været tæt på før >>).
Og til jer der er optaget af diskussionerne om autofiktion/virkelighedslitteratur og hvad godt eller skidt der kommer ud af det: Jeg er skideligeglad med hvad der er virkelighed og hvad der er fiktion. Man kan ikke skrive en sætning uden at den indeholder begge dele. Det eneste jeg interesserer mig for, er sandheder, og dem finder jeg i mig selv når jeg læser. I særlig grad når jeg læser Tomas Espedal.
Og til spørgsmålet han stiller i bogen: Ja, det kan man. Jeg er sikker.
(Desuden: Også jeg kan længes efter døden. Jeg håber bare jeg når at rydde op efter mig, inden den indtræffer. Det sidste er måske en ting jeg skal arbejde med).