Jeg har pakket mine sydfrugter ikke så få gange de sidste to år, og ind imellem har jeg været så træt, så træt, men kun sjældent modløs, for jeg kommer trods alle turene tættere og tættere på at føle mig mere i live og mere som mig selv. Dét vil altid være det ypperste mål for mig. Det lyder måske egoistisk (hvilket det efter min personlige, bedste mening netop ikke er, hvis man tager en tur op i helikopteren (altså ikke en norsk én, klart nok)) og usympatisk (hvilket det meget vel kan være i nogles øjne – who cares?), men det er og bliver det vigtigste. For mig.
