Jeg tjekker mit nye hood ud i stadig større cirkler. Her kigger jeg tværs over vinterblåt søvand på centrum af det:
Alt er faldet ud til det allerbedste jeg kunne drømme om. Når jeg førhen har tænkt på at jeg måske en dag ville nå præcis hertil, har jeg forestillet mig at jeg ville danse jublende rundt med armene over hovedet eller i hvert fald føle det sådan indeni. INTET ville kunne røre mig. Lidt ligesom når man tænker på hvordan alt vil blive når man kommer ud fra den sidste eksamen eller over målstregen efter en idrætspræstation man har forberedt sig til gennem lang tid.
Men mine ben er tunge og armene hænger ned. Og ALTING rører mig. Måske har jeg en slags flyttetømmermænd eller noget, for det er som om jeg er i gang med at bearbejde alt det jeg har oplevet og “klaret” de sidste uger, og ikke har kapacitet til at mærke hvor godt det hele er og hvor fint jeg har fået det. Oplevelserne står i kø i min knold for at blive kigget på og mærket og kategoriseret og forstået, og der dukker hele tiden noget nyt op.
Jeg skal rundt om den sø mange gange endnu, tror jeg, før jeg falder helt til ro. Men så … SÅ skal jeg også glæde mig og mærke i min krop hvor helt igennem heldig jeg er, og ikke bare vide det med mit hoved. Eller.
Vi må se ..