Her kommer for en gangs skyld lige en lille og meget personlig kommentar til hvad der sker i verden omkring os. Jeg er ikke noget politisk menneske, men det betyder ikke at jeg ikke registrerer hvad der sker omkring mig, eller at det ikke påvirker mig. Jeg græmmes, græder, føler vrede og sorg over nogle af de hændelser der sker i verden omkring mig i min samtid, og jeg glæder og fryder mig og føler taknemmelighed over andre, selvom jeg ikke snakker så meget om det.
Hvor der er menneskeliv, er der også både konstruktive og destruktive kræfter. Begge dele findes i hver enkelt af os, og det kræver et årvågent og bevidst blik at lade de første dæmme op for de sidste. I perioder kan de konstruktive kræfter måske ikke holde de destruktive i skak; det hænder både i det enkelte menneske og i fællesskaber. På samfundsplan tyr vi mennesker måske til langvarige og nedslidende systemiske ødelæggelser i form af fx undertrykkelse og nedgørelse (som de tiltag de for tiden valgte politikere her i landet udfolder i forbindelse med at der kommer “fremmede” mennesker til Danmark), eller til pludselige, altødelæggende fysiske angreb i form at vold og/eller terror (som nattens helt forfærdelige hændelser i Paris er et eksempel på). Når de destruktive kræfter i os får lov til at tage over, følger vi vores egos frygt for at miste status, materielle værdier eller magt i stedet for at læne os ind i en kærlig holdning der kommer fra et større selv, og som fortæller os at der er plads til os alle og at der ikke findes noget “os” og “dem”, men kun et “vi”, og at hvad vi gør mod “dem”, gør jeg vi mod “os selv”.
Det er sådan jeg ser det. Jeg beder for at vi må udvikle vores årvågne blik. Og jeg beder for at vi hjælper hinanden med at lade kærlighed råde frem for frygt.