Jeg går i skoven. Jeg ser metalglimtende biller kæmpe sig frem over gruset. Jeg ser to rådyr flygte hovedkulds ind gennem den tætte bevoksning. Jeg hører vinden i træerne og nyder at mærke den i mit ansigt. Jeg ser smukke kastanjer som jeg putter i lommen. Jeg ser en lille død mus og en død mulvarp. Jeg hører fuglene, men kan ikke kende deres stemmer. Jeg ser en ræv lunte afslappet over stien. Jeg lugter tømmerstakken før jeg ser den. Jeg ser frøer hoppe fremad, uden bevægelsen ville de være usynlige. Jeg ser en snog med gule pletter. Jeg ser trælinjen bag et åbent stykke, farverne er ved at skifte.
Mine skridt er en beroligende, rytmisk bevægelse som gør mig uendeligt godt.
At gå i skoven er en livline.