Jeg havde engang to kolleger som gik på arbejde i poncho hver evig eneste dag. De behøvede ikke at kunne bruge hænderne til noget som helst andet end at løfte en kop op til munden, betjene en mobil og taste på et tastatur.
Jeg var vildt misundelig. Jeg har aldrig haft et arbejde hvor jeg ikke skulle bruge mine arme og hænder (og resten af kroppen) uhindret dagen igennen. Men jeg har tit drømt om det.
Derudover elsker jeg ponchoer. Det tror jeg jeg har gjort siden min farmor hæklede en til mig som barn. Jeg kan huske at have set et foto hvor jeg står med tykke briller og ponchoen på midt i en grillfest i vores have.
Jeg husker ikke festen. Men ponchoen! Jeg var lykkelig.
Videre til indhold
Læs. Tænk. Se. Skriv. Gå. Svøm. Vid.