Filtrering

Forestil dig at et menneske kan være indrettet sådan at input i form af alle slags stimuli og indtryk går nærmest ufiltreret ind, og at output forstået som al kommunikation og alle handlinger passerer gennem et tæt filter på vej ud.

Overvej så hvad forskellen mellem input og output kan blive til over tid i forhold til både mængde og egenskaber. Og hvilken virkning dette kan have, både for mennesket med den her indretning, og for dets omverden.

Det er lidt ligesom et rensningsanlæg, tænker jeg. Hvor dette ene menneske tager sig af en masse slam som omverdenen slipper for og kan undlade at forholde sig til. Så længe det fungerer, i hvert fald.

(Måske kan man også forestille sig det omvendte: Et menneske hvor input passerer gennem et tæt filter ind i personen, men hvor output er totalt ufiltreret og tilmed mangler substans?)