Jeg følger en del autistiske formidlere på YouTube, og hver uge udkommer der videoer der får mig til – med stor taknemmelighed – at tænke: “JA!, det er præcis sådan jeg oplever det”. ‘Det’ værende mine oplevelser med at være i verden, måske som et allistisk, måske som et autistisk menneske. Som jeg har nævnt flere gange, ved jeg ikke om jeg er et autistisk menneske, jeg kan bare konstatere at jeg oplever mig som et.

Jeg har ikke delt videoer om autisme her før, men i dag har jeg valgt at gøre det. Taylor Heatons ærinde i videoen ovenfor er at sætte fokus på at der også er noget man som et voksent autistisk menneske måske har nemt ved, og som kan være et værdifuldt bidrag til et samarbejde. Jeg kan sætte flueben ved alle otte punkter på Taylor Heatons liste. Se gerne vidoen for at høre Taylors egen gennemgang af dem; det tager kun otte minutter.

Jeg vil for mit eget vedkommende tilføje to ting det er naturligt for mig at udfolde i et samarbejde, og som jeg forbinder med at have autistiske træk:
1) At være ærlig (også selvom det ikke er til min egen fordel) og
2) at have et overordnet, sagligt mål for øje (og ikke et egoistisk eller personligt).

Herfra forlader jeg Taylor Heatons video for at knytte en kommentar til min egen historie med de her ti måder at tænke og arbejde på.

De ti særlige måder at bidrage på er nogle jeg bestemt ikke altid har følt mig værdsat eller anerkendt for, men i stedet meget ofte er blevet tysset på eller regulært ignoreret i forbindelse med. Det er min opfattelse at både selve afvisningen af det jeg syntes jeg havde at gøre godt med, og andres efterfølgende ligegyldighed eller endda irritation hvis jeg har prøvet at tale med nogen om det, er medvirkende årsager til at jeg er gået helt ned med flaget. Det er ikke kun fordi jeg har det svært ved og med nogle ting som andre har let ved, at jeg er brændt ud. Det skyldes også at omverdenen har det svært ved og med nogle af mine mest naturlige måder at arbejde på og har afvist dem.

Jeg kan ikke give slip på tanken om at få omverdenen til at forstå at jeg oplever at jeg har været ude for noget ødelæggende på et organisatorisk og strukturelt plan som ingen har taget alvorligt, og derfor skriver jeg dette indlæg. Det har ligget og simret i min indre trykkoger i månedsvis, og nu må jeg have det ud. Måske er det min (autistiske?) retfærdighedssans der gør at jeg ikke bare kan lade det fare og komme videre? Uanset, jeg vil holde fast i at der er realitet i mine oplevelser af at min nedtur ikke kun skyldtes faktorer på min side, og at der faktisk er noget at komme efter på de andres banehalvdel. Jeg bliver nødt til at sige det højt.

Jeg er færdig med det der stockholmsyndrom – såvidt jeg overhovedet har bevidsthed til at afvikle det. Jeg er ikke ude efter nogen, kun efter friheden til at udtrykke hvordan jeg opfatter tingene.

Hvis du er et allistisk menneske og ikke har så meget til overs for al den her autisme- og neurodivergenssnak der er oppe i tiden, vil jeg her til sidst anvise en anden vej at gå for at forstå hvor dysfunktionelt en arbejdsplads kan udvikle sig: Se nogle videoer med Dorthe Birkmose på YouTube, hør hende tale i Brinkmanns briks fx her, eller læs hendes bog Når gode mennesker handler ondt – mulige løsninger på et vildt problem. Hun kan om nogen forklare at og hvorfor man kan blive syg af ikke at kunne få lov at gøre det man opfatter som det gode, på sin arbejdsplads.