Jeg sidder og venter på at min ældste søn skal komme på besøg. Jeg glæder mig, det er nogle dage siden jeg har set ham.
Nu tror du måske at han er flyttet hjemmefra, men sådan er det ikke. Det er mig der er flyttet hjemmefra. Jeg er ikke længere gift, jeg bor nu alene, og mine (store, stærke og kloge) drenge besøger mig når de har lyst.
Det er fint. Alt er som det skal være. OG alt er fuldstændig forvirrende og skræmmende og uoverskueligt. Det kommer til at tage tid at finde rundt i mit nye liv på det udvendige plan, men det bliver måske det mindste af det. Endnu mere krævende bliver det nok at finde rundt i alt det der dukker op indefra, og som kræver min opmærksomme, accepterende modtagelse.
I dag ville jeg ud at løbe, og skoven er den samme, men jeg bor nu i en anden ende af den. Og mand, havde jeg lige svært ved at finde rundt! Det er bare en lille, konkret ting, men på en måde er den rute der kom ud af det, et meget godt billede på hvordan det er med alting for mig lige nu. Det kræver ikke så få krøllede indledende øvelser at nå frem til noget der føles trygt, struktureret og overskueligt ..
