Jeg læser igen noget af det smukkeste jeg har læst.
Teksten slår strenge an og frembringer toner jeg ikke tror jeg har kræfter til at høre lige nu.
Alligevel læser jeg videre fordi jeg ikke kan lade være.
Jeg læser om at Janne flytter fra det lille rækkehus i tre etager. Det kommer smerteligt tæt på i sine konkrete sammenfald, og jeg vrider mig. Jeg er også Janne der flytter fra det lille rækkehus i tre etager.
Nu kommer regnen. Jeg kan høre dryppene i æbletræets blade før jeg mærker dråberne på min hud.
Tomas Espedal har mig i sin hule hånd.
