Advarsel: Dette indlæg er ikke et feel-good-indlæg.

—

Min tøjvaskerutine er gået fløjten, og jeg priser mig lykkelig for at jeg stadig er stærk nok til at slæbe fire fyldte ikea-poser ned og hen og ind og ud og hen og op igen. Jeg er glad for at være flyttet, mange ting er blevet bedre, men beboervaskeriet er ikke en af dem. Så nu kan jeg ikke tage mig sammen til at vaske.

Hvis jeg skulle se positivt på det, kan jeg glæde mig over at jeg får brugt andet end mit yndlingstøj som jeg bare plejer at vaske igen og igen. Det er da meget sjovt.

Og hvis jeg skulle se mindre positivt på det, kan jeg glæde mig over at jeg stadig er i stand til at falde ned igen efter at have vadet rundt i andres vaskeefterladenskaber til knæene, stået i cirka 10 grader og lagt tøj sammen, kantet mig rundt mellem tynde ældre kvinder (ja, ældre end mig!) med deres egne rengøringsservietter, stramme munde og vrede bevægelser, høfligt undgået småsnak med kontaktsøgende mænd og holdt mig for ørerne når jeg ikke skulle bruge hænderne, for ikke at gå helt i spåner over at skulle overvære en telefonsamtale på medhør på et vredt og hårdt sprog og en lydstyrke på vel omtrent 100 db i et rungende rum i noget der føltes som flere timer.

Men jeg er stadig stærk nok og i stand til at falde ned. Og i morgen kan jeg få mit yndlingstøj på igen. (Det kan også være jeg venter. Gemmer yndlingstøjet som en slags trøst til den dag jeg ikke er i stand til at falde ned over et eller andet. Det ulækre kaos af spildt og stinkende skrald ved affaldsøen, fx).

Jeg kan kun gentage mig selv fra i går og konstatere at jeg har fået endnu en stadie-2-dag her på jorden.

—

PS. Overkriftallusionsforklaringslink: https://youtu.be/e5JtE83ksg0?si=ZHeVgjgc3g6CtHCx