Det er lettest at kende mig på løvet. Når du først har fået blik for formen, farven og størrelsen på de karakteristiske blade, er jeg ikke til at tage fejl af. Du kunne måske ønske dig at mine blade tog sig anderledes ud, alt efter hvem du er, men de er som de er, og hver gang der kommer et nyt, grønt blad til, klar til at hjælpe mig med at ånde gennem sollyset, ligner det alle de andre der er og har været.
Kigger du nærmere efter, lægger du måske mærke til min stamme. Den er på samme tid typisk og særegen. Langsomt både udvikler den sig og står stærkere og bliver mindre og mindre lydefri. Grene knækker af i storme og efterlader ar, og visse steder har den vokset sig helt deform. Det lader sig ikke længere ændre. Men går du helt tæt på og holder du om den, kan du mærke dens sejlivethed.
Hvad du ikke kan se, men nok gisne om, og som kun jeg kan fortælle dig med sikkerhed, er hvordan det er fat med mine rødder. De er dybe og mange, men de har især ét skæbnesvangert område som jeg må leve med fra fødsel til død, og som har vokset sig uhensigtsmæssigt stort. Når jeg suger vand og næring til mig fra jorden omkring mig, bliver det til den rene gift hvis det løber igennem dette svage sted. Når giften løber op gennem min stamme, vrider knuderne sig større i smerte, og når giften når løvet, visner nogle blade drastisk og falder forandrede til jorden.
Det har taget mig lang tid at komme til bevidsthed om mine rødders svage sted. Jeg kunne ikke holde ud at føle smerten ved at se, ved jeg nu.
I stedet fandt jeg først trøst i at acceptere mit løv som det så ud, og forsøgte at slå mig til tåls med at det levede sit naturlige liv og sin naturlige død. Jeg forstod at det var anderledes end så mange andres.
Da denne indsigt mistede sin lindrende virkning, kiggede jeg på min stamme og fattede møjsommeligt mod til at erkende skadernes og forkrøblingens omfang og art. I lang tid forsøgte jeg – som megen moderne videnskab om træer foreskriver – at forstå min stammes knuder og slagsider som en sygdom i sig selv der var årsag til at mit løv visnede og døde på uforståelig måde.
Men også den opfattelse mistede sin forklaringskraft. Noget føltes ikke sandt. Og langsomt, uendelig langsomt, begyndte konturerne af mine rødders svageste sted at tegne sig for mit indre blik. I små kvalmende glimt så jeg hvor galt det står til med denne del af mit rodnet, og imellem glimtene sov jeg for at samle kræfter til at kigge igen på mit mest sårbare sted.
Indtil jeg omsider ikke behøvede at lukke øjnene længere.
