Etiketøvelse

Nåmen. Man skal jo have tiden til at gå, så jeg har sat etiketter/nye etiketter på langt de fleste af mine indlæg i løbet af den sidste gode uges tid. Jeg har skimmet hele gøgemøget her på stedet igennem, og det har taget en krig, men nu er det gjort.

Det har ellers godt nok været en interessant øvelse, så har jeg ikke sagt for meget! Sådan lidt i stil med at livet forstås baglæns, men tydeligvis må leves forlæns, også på en blog .. uanset at jeg selv mener at jeg gennemgående er meget omhyggelig med først at skrive om noget, stort eller småt, når jeg kan mærke en vis distance og tror mig nogenlunde sikker på ikke at være alt for affektramt og dermed selvudleverende. Åha ..

I øvrigt og heldigvis er processen blevet forhalet af at jeg har måttet ligge på langs med et maveonde i dagevis, så jeg har måttet etikettisere i små portioner. Ellers var jeg måske brændt sammen inde i hovedet eller noget, af bar selverkendelsesoveranstrengelse. Lære noget, det kan man nemlig heldigvis altid, uanset hvilke ligegyldigheder man beflitter sig med!

*
Hvis du ser denne blog i en feedlæser der hele tiden viser det senest opdaterede indlæg fra hver blog, så har du nok haft en “fest” med alle disse mine indlæg — undskyld, men det var nødvendigt (for min sjælefreds skyld)!