Jeg krympede mig, og jeg gjorde mig så lille jeg kunne blive, uden at forsvinde helt. Jeg fik mig selv til at fylde så lidt i verden, at verden glemte mig.
Jeg ventede på at verden skulle bede mig om at være med, men den kom aldrig i tanke om at jeg var der og kunne bidrage med noget. Jeg havde ondt i hovedet af aldrig at bruge det og ondt i maven af at vide at jeg aldrig brugte hovedet, men alligevel forsøgte jeg stædigt at holde modet oppe i håb om at dagen i morgen blev dagen hvor verden måske endelig ville opdage at den manglede at få udfyldt den plads der var min. I morgen, ja, i morgen ville den nok råbe til mig: “Kom nu, du mangler herude”. Men verden klarede sig tilsyneladende fint uden mig og forholdt sig tavs.
I morgen blev til i dag, og dagene blev til år.
Jeg tænkte: Kan verden ikke se at jeg faktisk duer til noget, siden den ikke beder mig om at være med? Eller duer jeg måske ikke til noget? Jeg konkluderede at jeg ikke duede til noget. At det ville være skammeligt selv at bede om at få lov til at være med. Efterhånden forekom det mig mest sandsynligt at jeg ville forstyrre eller ødelægge noget hvis jeg forsøgte at tage plads op.
Jeg skal måske lige nævne at verden især i begyndelsen var meget irriteret over at jeg ikke bidrog ved at tjene og bruge penge. På det punkt lod den til at mene at den faktisk ikke kunne undvære mit bidrag, men efterhånden opgav den også det krav. Måske fordi jeg selv lod til at være tilfreds med at undvære alt andet end det mest nødvendige for at kroppen kunne leve.Og sådan forblev jeg i skjul. Usynlig for det blotte øje, umulig at veje og måle i gængse enheder.
Lige indtil en helt bestemt dag hvor lyset faldt ind ad vinduet på en særlig måde og varmen i luften ikke var til at tage fejl af. Da gik det op for mig at det forholder sig omvendt. At jeg har behov for at fylde noget i verden, og at det er gennem mit behov at verden åbenbarer sin opgave til mig. Verden kommer aldrig til at råbe højere om hvad jeg skal bidrage med, end med den stemme der kommer inde fra mig selv. I det øjeblik jeg ikke bare ved det, men også står ved det, åbner verden sig og lader mig træde ud i sig.