Jeg så ikke fjernsyn i går, men har lige gennemtrawlet vinter-ol-nyhederne og fundet en rigtig god anledning til at mindes et gammelt, gammelt indlæg her på stedet. Heia Norge!, råber jeg højt i mit hoved, måske lidt højere end jeg normalt ville gøre, og det skyldes nok at Norge også kom ret tæt på mit lille danskerliv i går på en helt anden front med Maren Uthaugs Og sådan blev det, som jeg grådigt slugte mens jeg glemte alt omkring mig.
Hen mod slutningen blev jeg nødt til at lægge bogen fra mig et øjeblik for at røre i gryderne, men det holdt hårdt, skulle jeg hilse at sige, og jeg havde nærmest ellers kun sluppet den i et nanosekund for at kigge bagover på mig selv i spejlet og se efter om der skulle gemme sig en hale under kjolen. Risten. Rod. Rødder. R’er der ruller. Det er ikke til at sige hvad man egentlig kommer af, men triller man R’et hen på plads nr. 3, finder man måske at kæRlighed er det der får én til at blive .. til .. sammen .. væk .. levende ..?