Sommerhat for evigt

Så kom dagen hvor jeg skiftede huen ud med en sommerhat, og i morgen vil jeg overveje de korte rør. I går aftes kunne jeg sidde på altanen i skjorteærmer og nyde aftenen, og lige nu sidder jeg også der og skriver. Jeg ved godt at det kan være en stakket frist, om en uge kan det være vinter igen, men jeg tænker meget over for tiden at jeg jo ikke kan leve mit liv i forventningen om eller bekymringen for hvad der muligvis, eventuelt, potentielt kan komme af dårlige tider, og indrette mig på forskud efter dem. Jeg må vel, hvis jeg kan, forsøge* at snyde mit hærgede sind til at tro at hvert lyse, varme, rolige øjeblik jeg oplever, muligvis, eventuelt, potentielt kan være evigt og således nyde det gode øjeblik uden desillusioneret at forkaste det som et betydningsløst glimt i kaosmørket og uden at bekymre mig om i morgen som ingen alligevel kender.

*forsøge .. nu kommer Master Yoda efter mig: “No, try not. Do or do not. There is no try.”, se fx her https://www.youtube.com/watch?v=8rkdYSRoqRM&ab_channel=EmpireFanProductions