Jeg svømmer. Det er det bedste minut på dagen. Der ligger lidt dis over det krystalklare vand som ikke er nær så koldt som det har været. Syv grader, siger app’en. Det er jo nærmest lunt, og afstanden til svømmesæsonen er meget lille nu. Det har været nogle drøje måneder, men nu skal jeg ikke holde ud så meget længere. One day I’ll swim away.

Min krøllede hjerne tror – når jeg ikke tænker mig om – at fordi jeg engang har skrevet om dette eller hint fra mit private eller indre liv, så ved alle det, for jeg har jo sagt det. Én gang og engang. Jeg begynder efterhånden at fatte at sådan fungerer det ikke, og i samme ombæring er det for eksempel også gået op for mig at al den omhyggelighed og redelighed jeg har lagt i stort set aldrig at slette noget fra denne blog fordi jeg ikke ville redigere i eller fjerne noget fra hvem jeg er, er en mental luftspejling. Det projekt lever kun inden i mit hoved. Mit hoved er det eneste hoved der er interesseret i hele historien, det lange stræk, de komplekse sammenhænge. I mit hoved er det den mest interessante opgave og gåde dette liv har givet mig at løse, men det er kun for mig det ser sådan ud.

Jeg forstår, at det eneste der reelt tæller, er at stå op hver dag og kommunikere hvem man er og hvad der rører sig i en, lige nu. Der er ingen anden tid vi er fælles om, end nuet. Og ‘vi’ skal forstås som både ‘vi mennesker’ og ‘vi som alle de dele jeg er’. Siden denne blog er offentligt tilgængelig og bliver læst af andre mennesker, tillader jeg mig at regne den ind i dette ‘vi’.

Der er mennesker omkring mig med et opmærksomhedsvindue der er åbent så kort tid ad gangen, at det har lært mig at sætte spørgsmålstegn ved både værdien og relevansen af min egen evne til at fordybe mig, forbinde detaljer over lang tid og tålmodigt vente på at en helhed dukker frem. Det er det jeg kan, og det er det der er mest interessant for mig. Jeg troede egentlig også at det var det alle mennesker stræbte efter, men nu har jeg efterhånden forstået at mange andre er helt uinteresserede og på sin vis også uformående ud i det forehavende. Min fordybelse, langsomhed og forsinkelse i forhold til at behandle hvad jeg tager ind inden jeg kan spytte noget ud igen, er uforståelig og irriterende for de fleste. Og måske også ekstrem hvis man sammenligner. Det ser jeg nu.

I dag vil jeg derfor forsøge mig med at gentage mig selv. Med vilje, forstås.

For omtrent et år siden blev jeg sygemeldt med en overbelastningsreaktion. Bortset fra nogle samtaler med egen læge og en tilsyneladende ret inkompetent psykolog som jeg fik det meget værre af at konsultere og derfor opgav, kan de mennesker jeg har talt eller skrevet om det med, tælles på to fingre. Jeg står i kø til udredning hos en psykiater fordi både min læge og jeg selv mistænker at en autismespektrumtilstand måske kan være en underliggende faktor i det rollespilsagtige og i sidste ende udmattende og ødelæggende psudoliv jeg har haft. Men der er et års ventetid, og det blev først sat i gang nogle måneder efter min sygemelding. Mens jeg venter, forsøger jeg at leve med angst og nedtrykthed så godt jeg kan. Alene. I kan måske nok regne ud hvordan det går for et menneske som nærmest bruger ruminering som både stimulerende og beroligende repetition. Jeg har dage hvor afmagten i forhold til selv at løse den gåde der er mig, er ved at tage pippet helt fra mig, men jeg prøver hver eneste dag så godt jeg kan, for jeg kan ikke lade være. Men så længe jeg ikke kan vende mine indre oplevelser med en fagperson, ved jeg jo faktisk ikke hvordan jeg har det, og så er der jo ikke så meget at tale med andre om. Jeg selv ved ingenting, og jeg er åben for at en fagperson måske kan se noget helt andet end det jeg selv er fikseret på at tænke over. Jeg kan ikke klare at opklare mig selv.

Nu er jeg i et såkaldt ressourceafklaringsforløb. Jeg tør ikke arbejde, for at sige det lige ud. Jeg tør ikke have kolleger, for min erfaring siger mig at jeg er blandt andet for firkantet, grundig, kedelig og seriøs til at blive taget alvorligt som menneske, selv når jeg ellers fungerer nogenlunde. Jeg fungerer dog ikke rigtigt længere (eller endnu?), og så er der heller ikke noget fagligt at dele ud af: Jeg tør ikke påtage mig at løse opgaver som andre er afhængige af, fordi jeg laver så absurd mange fejl hele tiden at ingen fortjener at skulle bøvle med det. Uanset hvor meget jeg gør mig umage, dummer jeg mig. Jeg bliver selv virkelig bange ind imellem og spekulerer på om der også er noget demens i spil. Hvis jeg var andre, ville jeg aldrig sætte min lid til min arbejdskraft, og når jeg så heller ikke forstår at indgå socialt, kan der ikke være meget at komme efter set fra andres synspunkt. Eller at bidrage med, set fra mit synspunkt.

Derudover tør jeg helt enkelt ikke risikere at få det lige så dårligt igen som da jeg blev sygemeldt. Dét var skræmmende. Jeg har haft det skidt i mange perioder af mit liv, og jeg har opsagt mit job flere gange i mit liv fordi jeg havde det for dårligt med det til at blive, men i denne ombæring var det blevet så slemt at jeg for første gang nogensinde bad om hjælp til at få det til at holde op.

Det er altsammen forbundet med skam og skyld og desuden ledsaget af en meget ubehagelig oplevelse af at jeg simpelthen ikke forstår hvad der foregår. Hvis der er noget jeg er bange for, så er det at komme til at føle skam og skyld og blive mindet om at andres fællesskab er uden for min rækkevidde. Jeg lever hellere resten af mit liv alene og ludfattig frem for at risikere at opleve de ubehageligheder der tilsyneladende altid følger med når jeg interagerer med andre mennesker. Det er aldrig lykkedes mig at være eller gøre det rigtige i andres øjne, og jeg har aldrig fattet det samme som andre (selvom jeg har ladet som om. Og omvendt, i øvrigt).

Så sådan ligger landet. Helt anderledes ligger vandet. Det er stadig min ven, i det er jeg tryg. Det har absolut ingen mening om hvad jeg er værd som hverken menneske eller arbejdskraft. Det behager mine sanser, beroliger mine følelser og klarer mine tanker. Det bærer mig uanset hvem jeg er og hvad jeg kan i nuet.