Nu tænker du nok: Hvordan kan det billede være kommet herind hvis låget er lukket?, og det kan det selvfølgelig heller ikke, men lige så snart indlægget er sendt, klapper jeg i og sætter lyset tilbage.
Så er det bare mig og det hvide papir igen. Jeg aner ikke hvad det er jeg skal få frem og ned på det, men jeg bliver nødt til at lede, for når jeg finder det, tror jeg det vil være nøglen til den lås jeg ikke kan få op.
Jeg har i årevis set for mig hvordan et utal af nøgler flaksede glimtende rundt i luften, og forestillet mig at det kun var et spørgsmål om tid før Harry Potter ville komme susende på sin (hvide) kost, fange den rigtige og låse mig op. Men det går jo ikke. Den lås der holder min kreativitet i ave, min mund lukket (det meste af tiden) og mine hænder bundne, er vist af den slags der skal låses op indefra.
Jeg håber bare inderligt der er Potter nok inden i mig til at fatte mod, være tro mod mig selv og klare udfordringen. Muligheden for at nøglen måske ikke findes mere, vil jeg slet ikke overveje. Det gør den.