I går begyndte jeg at lave et såkaldt brutto-cv. Det var en oplevelse, må jeg sige. Jeg havde fuldstændig glemt det meste af hvad jeg har lavet tidligere i mit liv, før jeg forpuppede mig.
Heldigvis fandt jeg et gammelt cv fra min tid som “normal” som jeg har været så klog at gemme på min pc, ellers havde jeg aldrig fået kontakt med min erhvervs- og studieaktive fortid. Jeg må indrømme, jeg undrer mig over hvad det mon er for en person der har skrevet det dengang, for jeg synes ikke rigtigt jeg kan høre min stemme i de mere frie formuleringer. Hvor har jeg været ung engang. Eller også var det slet ikke mig.
Men jeg stoler på fakta. Jeg er ret sikker på at jeg også dengang har været meget omhyggelig og redelig. Haha.