Jeg har været med Anne og Anders på Fur og lært at ‘udkantsdanmark’ måske i virkeligheden snarere burde hedde ‘vandkantsdanmark’, og det forklarer jo på en måde alt. Jeg står i vandkanten i mit indre landskab og prøver at forholde mig til alt det der dukker op fra havet, og det er ved at udvikle sig til et længerevarende arbejdsophold hvor jeg ikke har overskud til så meget andet.
For den der er optaget af at være midt på jorden med fødderne solidt plantet, optaget af alle de sysler og forpligtelser der skal passes dér, kunne det sikkert godt se ud som om det er lige på kanten af hvad der er fornuftigt og betydningsfuldt, men altså, som jeg selv ser det, står jeg i vandkanten og kigger ud over det der virkelig er vigtigt.
Det skiftevis skvulper stilfærdigt og bruser voldsomt i mine ører, og jeg ser det smukke, det grimme, det sønderknusende og det livgivende afløse hinanden i en uendelig bevægelse. Bølgeslagene går i svingninger med mine hjerteslag, og jeg forsøger med en kraftanstrengelse at forstå det der skyller op på stranden, så vidt mine kræfter rækker.
Det er ikke nogen nem periode, og ind imellem er det lidt rigeligt overvældende. Jeg føler mig til tider lillebitte og meget forkert, men så tænker jeg på et andet godt ord jeg har lært her på det sidste, nemlig ‘flertalsmisforståelse’. Så går det lidt igen.