Efter at have lavet så mange og så idiotiske fejl af bare udmattelse over alt det jeg skal gøre og huske og tage hånd om, at jeg kan mærke skammen bide selvom jeg ikke synes den burde, er jeg nu kommet forbi bassinlivredderprøvepunktet på tidslinjen. Så er det jeg overvejer om det ikke skal være slut med det pjat fra nu af, men det kan jeg jo tænke over det næste år som jeg siden i går klokken 17 cirka er kvalificeret til at arbejde i.Jeg hænger i, på og ved. Med neglene. Og minder mig selv om at jeg er en overlevende og overlever.
Eller også er der noget andet pjat det skal være slut med. Når overstimuleringen og frygten for ikke at kunne klare det ene eller det andet sætter ind, går hjernen i hvert fald ud i mit tilfælde, og det HADER jeg at opleve. Det er spild af liv.
Nå. Jeg vil også lige sige at jeg kan forestille mig at jeg ikke får skrevet her det næste stykke tid frem, bare så du ved det. Jeg må op over den klippe først.