Tiltrukket af det der er nyt

Neofil, det er da dét jeg er! Jeg springer fluks frivilligt ned i den kasse med et lykkeligt grin, mens jeg prøver at vifte den lille nisse væk der står og hiver mig i mit mentale ærme og gentager noget om den gyldne middelvej igen og igen.

Vi er blevet foræret et prøveabonnement på Weekendavisen, og når jeg ellers sidder stille længe nok og – ikke mindst – langt nok væk fra computeren, så føles det fint med fint på at læse i den og høre papiret knitre undervejs for sådan en som mig der ellers er en svoren sucker efter gratis videndeling. Og hold nu op, hvor kan man lære mange nye ting af det. Haha.

I går aftes klokken et eller andet over ti, da jeg sad og hang i køkkenet over mikroovnsvarmet lasagne efter at være kommet hjem fra svømmehallen, fik jeg så bladret lidt. Og lært at jeg formentlig er ganske yderligtgående neofil i modsætning til den modsatte ekstreme mulighed på det påståede menneskelige neofilispektrum: neofob. Jeg har vist hidtil bare kaldt det vældig intuitiv i den forstand som ordet bliver brugt i Jungs typologi (eller mbti). Men altså. Der er sammenfald, det er der bestemt, og det leder mig til at spørge:

Hvad nu hvis man vender begreberne om (på dansk vel at mærke, for jeg ved ikke hvilket græsk ord der ville betyde ‘gammel’ på den rigtige måde som ‘neo’ betyder ‘ny’): “Ekstremt tiltrukket af det der er gammelt” i den ene ende af spektret og “fobisk over for det der er gammelt” i den anden ende.

Så bliver jeg neofil og  “fobisk over for det der er gammelt”  på samme tid, og det er nok også sandt for mig. Jeg tænker meget nødigt frivilligt “sådan plejer man at gøre”, det giver mig som regel myrekryb og kvælningsfornemmelser, men jeg vil da godt indrømme at det i mange situationer er værdifuldt at der findes nogle traditioner, normer, rutiner og gamle opfindelser jeg kan benytte mig af inden jeg udmatter og forvirrer især alle andre med at ville opfinde den dybe tallerken igen.

En af pointerne i den bog som artiklen egentlig handler om, “New. Understanding Our Need for Novelty and Change” af Winifred Gallagher, er at neofili “måske er menneskets største talent”, og at det netop er menneskets evne til at tage forandringer i vores livsvilkår som en udfordring og stimulerende eliksir der er årsag til vores succes som art. Det tror jeg faktisk på. Vi skal bare huske at fobier vel aldrig er af det gode og at den ærmehivende nisse nok har en pointe når den råber op om den gyldne middelvej. Vi kan heller ikke overleve som hverken art eller individ uden at kunne gentage bare noget af det der er gammelt, men stadig virker. Det tror jeg faktisk også på.

Jeg kan jo desværre ikke linke til artiklen da den koster penge at læse, men her kommer et billede af rodet på mit spisebord: