Jeg har tænkt over det et stykke tid, og nu har jeg besluttet mig. Længere nede har jeg indsat et stykke tekst som betyder meget for mig fordi det i den grad indkapsler hvordan jeg opfatter det jeg går igennem i de perioder hvor jeg synes tilværelsen er allertungest og allermørkest.
Når jeg har tøvet, er det ikke af blufærdighed, men fordi det er hentet fra en bog som jeg først og fremmest opfatter som en intellektuel, abstrakt og teoretisk bedrift. Da jeg læste den for flere år siden, følte jeg en enorm afmagt og blev efterladt med en sønderknusende oplevelse af åbenbart ikke at være i stand til at stable nok intellektuelle ressourcer på benene til at skabe bedring for mig selv. Man kan sige at den smuttede direkte ind i den onde cirkel af intellektuel distance til mig selv som jeg var smertefuldt fanget i og egentlig først og fremmest havde behov for at bryde. Man kan måske også sige at jeg ikke var parat til at læse den, eller at den ikke var noget for mig på det tidspunkt.
Så bogen havnede i reolen, og jeg har ikke haft lyst til at kigge i den siden. For nogle dage siden så jeg den nævnt i sidebaren på en anden blog og blev ved med at tænke på den. Og så tog jeg den ud og slog nærmest direkte op på side 289 hvor jeg må have indsat et mentalt bogmærke. Dette sted huskede jeg i hvert fald udmærket, men i modsætning til da jeg læste det første gang, gjorde det mig godt at læse det denne gang. Jeg oplevede at her stod præcis hvordan jeg forstår mine egne kvaler. Nu.
Det gik også op for mig, at tekststykket giver mig et afsæt til at formulere to ting som jeg rigtig gerne vil meddele verden at jeg mener og tænker og tror på.
Men først tekststykket – nu når du er advaret. Fremhævningerne er mine, og jeg har lavet dem for at understrege at der formentlig findes andre former for depression (men at det ikke er noget jeg kender til):
“Sjælens mørke nat
En fase i den alkymiske proces, som beskrives i alle de alkymiske tekster, jeg kender til, er sjælens mørke nat. Denne fase billeddannes symbolsk ved død, forrådnelse, sort sol osv., som et udtryk for opløsning. Når man ser på disse typer af symboler er det nærliggende at sammenligne sjælens mørke nat med depressionstilstande, udløst af kriser og forvandlingsprocesser.
Hvor alkymien beskrev sjælens mørke nat som tabet af liv eller som en smerte, der sænker sig over sjælen, så er det i dag nærliggende at sammeholde det med de oplevelser et menneske kan have, når og hvis dødstanker udløser tungsind og depression. Og bag denne type følelser og drømme, der spejler dem i forskellige symboler, vil der hos det moderne menneske ofte skjule sig ubearbejdede traumatiske begivenheder. Den afmagtsfulde sorgfuldhed kan vel således sagtens forstås som en slags sjælens mørke nat.
De mørke og sorgfulde følelser vil man oftest ikke umiddelbart kunne finde nogen synlig årsag til. Man ser ofte, at den tunge, triste følelse af afmagt og evt. paniske angst handler om uforløsthed af potentialer og udfoldelser, der endnu ikke er erkendt. Tungsindet kommer i sådanne situationer som et signal til Jeget om, at det er i fare for at miste muligheden for at realisere sit livs potentialer optimalt, hvis det ikke snart bliver bevidst om sine traumatiske blokeringer og ændrer adfærd.Sjælens mørke nat, som vi i dag kalder depression, opleves som en dyb, smertelig forstemning, en ophævelse af interessen for yderverdenen, tab af kærlighedsevnen ved hæmning af enhver præstation som minimering af selvfølelsen. Dette viser sig bl.a. via selvbebrejdelser, selvfornedrelser samt angst (evt. sygelig) for eller trang til at påføre sig selv straf, evt. i form af selvmord.”
– Jytte Back Grønkjær: Drømme og individuation. Et analytisk, psykologisk studie. Side 289-290.
Det var tekststykket, og nu til de to bemærkninger som jeg føler en kraftig tilskyndelse til at gøre. Jeg bruger andre ord end JBG, for eksempel ‘nedtrykthed’, ‘behov’ og ‘drift mod’, og det står selvfølgelig for min egen regning og er et udtryk for min personlige opfattelse af hvad der er på spil, set ud fra et ikke-fagligt og helt erfaringsbaseret og personligt udgangspunkt.
For det første har venlige og velmenende folk meget ofte sagt til mig at jeg da ikke har noget at være trist over. At jeg er dygtig til mange ting, jeg er kvik i pæren, jeg har en dejlig familie og så videre og så videre. Ja, undskyld mig, men bla bla bla. For en der opfatter sine sjælelige kvaler som et vink med en vognstang fra det ubevidste om at der findes drømme og potentialer som presser på, men som hæmmes af noget andet i det ubevidste, føles det som at få føjet spot til skade. Det skal skrives her, ikke af hensyn til mig, men fordi jeg synes det er vigtigt at overveje når man står overfor et nedtrykt menneske – også når det nedtrykte menneske er én selv. Altså om nedtryktheden overhovedet har nogen rod i nogle ydre forhold og/eller i mangel på påskønnelse af det der allerede er synligt, eller om det er driften mod indre udvikling der presser sig på? Hvis man gør sig denne overvejelse, kan man måske undgå at fungere som bremseklods ved at sætte fokus på og kræve opmærksomhed på det der allerede fungerer og er manifesteret set udefra.
Det er desuden ikke nogen hjælp at forsøge at fordrive nedtryktheden med rationelle argumenter, i hvert fald ikke når det er den type nedtrykthed som kunne kaldes sjælens mørke nat, der plager. Man kan måske også sige det på den måde at det overhovedet ikke virker konstruktivt at forsøge at trøste og aflede opmærksomheden fra smerten, det føles ifølge mine erfaringer som at blive fortalt at man ikke har ret til at forsøge at tilfredsstille det behov for personlig udvikling som man oplever. Og endnu skarpere skåret: Som at blive fortalt at ens følelser og behov ikke er legitime, og at man skulle tage og rette sig.
(Jeg vil gerne gøre det helt klart at jeg ikke opfatter de uforløste potentialer og udfoldelser som at få større udvendig succes i livet. Det her handler ikke for eksempel om social status eller karriemæssig succes, det handler udelukkende om sider af personligheden som ikke kommer til udfoldelse, men som personen har behov for kommer til (større) udfoldelse. Som jeg forstår det, i hvert fald).
For det andet peger indholdet i det her citat i den direkte modsatte retning af hvad der ellers er vældig meget oppe i tiden, nemlig at forstå sjælelige kvaler som styret af enten kemi eller genetik (eller begge dele, jeg har ikke styr på netop det fordi det virkelig interesserer mig så lidt). Når jeg læser det her og bruger det “baglæns” til at analysere hvad det egentlig er der bevæger mig, ved jeg præcis hvorfor jeg aldrig nogensinde har så meget som overvejet at bede en læge om at give mig for eksempel “lykkepiller” eller i det hele taget behandle mig som om jeg er syg (medfødt eller ej). Det ville simpelthen anfægte min tro, det ville underminere min intuitive opfattelse af hvad der er på færde. Uanset hvor langt nede jeg har været og hvor meget tvivlen og fortvivlelsen har huseret, har troen på at min nedtrykthed er en sund reaktion, til syvende og sidst sejret. Det er troen på at der i mig findes nogle slumrende muligheder jeg har behov for (ja, faktisk pligt til) at forsøge at udleve, og også opfattelsen af at noget andet lever sit eget forstyrrende liv i det ubevidste, og at nedtryktheden er et forsøg på at råbe mig op og nøde mig til at bevidstgøre disse ubevidste indhold og dermed måske blive mindre forstyrret og bedre i stand til at møde mine egne behov for udvikling. Og det er præcis denne tro der intuitivt har fået mig til at vælge jungiansk terapi/analyse frem for hvilken som helst anden hjælp jeg kunne have søgt.
Jeg anerkender og respekterer at andre forstår deres egne og andre menneskers nedtrykthed, angst og andre smertefulde sjælelige tilstande på andre måder og foretager andre valg end jeg. Men apropos: Jeg har behov for at udtrykke hvor jeg står. Jeg har behov for at udvikle den side af mig selv der kan gøre det synligt hvilke værdier og opfattelser jeg har, og ikke altid tie stille fordi jeg godt kan forestille mig at jeg kommer i modvind eller anfægter andres værdier og opfattelser og måske trykker på en knap hos nogle der udløser ubehag eller smerte.
Nogle gange når jeg bare kværner derudaf med hvordan jeg ser på det ene og det andet ved middagsbordet, og trætter familien med mine snirklede overvejelser om alverdens forhold, får jeg at vide at “der er need to know og nice to know, og det du siger dér, er ingen af delene”. Det kunne man måske også sige om det jeg har skrevet her, men så må jeg bare komme med mit sædvanlige modsvar: “Nej, men det er både need og nice to let know”.