Om pråse

Det er ikke så tit det sker, men det betyder meget når det sker. At der går en prås op for én.

Det sidste stykke tid er ikke så få tynde, små lys gået op for mig, og mit liv forandrer sig, og jeg må rette ind efter det nye verdensbillede der er ved at tegne sig. Om det er godt eller skidt, ved jeg ikke, og det betyder heller ikke ret meget. Det der betyder noget, er om det føles mere rigtigt eller sandt, og det kan være svært at afgøre hvis man kommer til at tænke for meget over det. Så må man lige trække vejret dybt, lukke øjnene og mærke ordentligt efter.

Men så er det også at der kan indtræffe et vendepunkt og ens liv kan begynde påny.

Den tid det tager

Efter at have læst Dorthe Nors indlæg Short Cuts måtte jeg læse Hanne Ørstaviks Den tid det tager. Ikke fordi jeg tror jeg skal være forfatter, men fordi jeg kan lide at læse, især hvis det jeg læser, kan ruske mig lidt og få mig til at se noget jeg hidtil har været blind for.

 

Jeg blev færdig med bogen kl. 1.20 i nat, og den har ramt mig lige i hjertekulen og tvunget mig i knæ. Anbefalingen er hermed bragt videre.
 

Bilkørsel

En veninde fortalte mig engang om en novelle hvor en person har en herlig køretur hjem fra arbejde i sin bil. Han nyder virkelig turen og tankerne, og måske også musikken og minderne, det husker jeg ikke.

Da han kommer hjem ser han i fjernsynet at der har været en række uheld på præcis den rute han selv har kørt. Og da politiet ringer på døren, erfarer han til sin store forbløffelse at hans kørsel har været den direkte årsag til alle uheldene.
Se, det kunne godt være mig. Er jeg bange for.
 
Alene af den grund er jeg ikke særligt glad for at køre bil. I dag er det bare uheldigvis mig der har tjansen med at hente og bringe, og jeg sidder lige her 10 minutter før jeg skal ud på min andensidste tur af fire, og samler mod.
 
Og tænker på den novelle.
 
Og glæder mig til jeg forhåbentlig kan gå i seng senere i aften uden at politiet har ringet på.