Forfatter: Janne

Sko

Jeg har altid gået i flade sko. Det har vist bare passet bedst til mig. Fodformet og nede på jorden eller noget. Men så fik jeg lyst til at give min lænd et æggende svaj. Kompensere en smule for den tunge gump og den skarpe tunge. To gange tre centimeters udvendig kvindelighed fik plads i reolen, blev prøvegået og prøvedanset og prøvegodkendt og gjort klar til udgang en solrig dag uden noget særligt på programmet. Altså bortset fra skoene som bar mig afbalanceret og smertefri ned ad trappen og hen ad stien ..

.. og så hjem igen for at skifte, for hvad fanden var det for en larm? Pokker skulle stå i at klapre sådan rundt, dér står jeg altså af. Pigebørn skal ses og ikke høres.
 
(Mon man kan ringe i forvejen og spørge om der er tæppe på gulvet?)

Skov og træ – træ og skov

Det kan være svært at se skoven for bare træer
det er en kendt sag
som mange ynder at påberåbe sig
så de ikke føler sig helt fortabte
men bare almindeligt forståeligt gået vild
og på udkig efter en venlig vejviser

Og så er der dem der ikke kan se træerne for bare skov
det er en mindre kendt sag
men ikke desto mindre en reel sag
som visse sætter deres lid til
De glemmer alt om bøg og eg og løn og elm og ask
og frugter og blade og bark og årringe og tusind andre smukke træting
og råber utålmodigt ”Det er jo en SKOV, kan du ikke se det?”

Og så står man der og ved ikke hvad det er man skal se
for ingen af de to sager kan danne præcedens alene
hverken i eller uden for skoven
uden skov ingen træer
uden træer ingen skov
Det kan man lige så godt indse
og prøve at se skoven og træerne
på samme tid
eller skiftevis
som man nu bedst kan

Om spil

“Du giver, 13 kort til hver, og så starter den til venstre for dig med at spille ud og så videre rundt med uret. Altid med uret. Jeg læste godt nok engang i Illustreret Videnskab at vi mennesker foretrækker at gå mod uret hvis vi skal gå rundt, men sådan er det ikke her. Med uret. Regel nummer ét. Det er jo ikke nogen romersk væddeløbsbane, vi er da heldigvis nået længere end det”.

Og sådan kan vi spille i lang tid. Tiden går ufattelig hurtigt når man er optaget af et godt spil. Og hvis man overholder reglerne, så går tiden ligefrem behageligt, for så kan vi grine og ærgre os og triumfere uden at tage ansvar for noget som helst. Selv. Og uden at give ansvar. Til de andre. Så er der rene linjer og vaskede hænder.

Vi skal bare overholde spillereglerne, det er såmænd det hele. Ligeud. Ad landevejen er det, ja.

Jeg kan faktisk bedst lide hjerter, men det er noget pjat at sige. Klør er trumf. Krads, krads. Jeg kan ikke lide klør, men det er irrelevant. “Stik nu bare med den klør bonde du har siddende dér, så vi kan komme videre”.

Og sådan kommer vi videre. Ligeud ad landevejen, tror jeg nok. Jeg kan under alle omstændigheder kun se så langt frem at stykket ser lige ud uanset hvad. Og det er jo godt nok, tænker jeg.

Der er bare én ting der undrer mig. Jeg kan ikke forstå hvorfor der er nogen der ikke gider være med, og som hellere vil sidde i køkkenet og snakke hele aftenen. De råber nogle gange så højt om gud ved hvad at man ikke kan høre det hvis nogen siger pas.