Jeg havde engang to kolleger som gik på arbejde i poncho hver evig eneste dag. De behøvede ikke at kunne bruge hænderne til noget som helst andet end at løfte en kop op til munden, betjene en mobil og taste på et tastatur.
Jeg var vildt misundelig. Jeg har aldrig haft et arbejde hvor jeg ikke skulle bruge mine arme og hænder (og resten af kroppen) uhindret dagen igennen. Men jeg har tit drømt om det.
Derudover elsker jeg ponchoer. Det tror jeg jeg har gjort siden min farmor hæklede en til mig som barn. Jeg kan huske at have set et foto hvor jeg står med tykke briller og ponchoen på midt i en grillfest i vores have.
Jeg husker ikke festen. Men ponchoen! Jeg var lykkelig.
Kategori: Det lette
Ord
I går var jeg bange for at jeg var ved at blive en gammel sur mand. I dag frygter jeg mere jeg er ved at blive en gammel sær kvinde.
De der krydsord. Det er jo umuligt at stoppe når man først begynder!
Uanset. Sur og sær. Sursær. Det opsummerer mig nok meget godt.
—
(Jeg får også læst i Brinkmanns bog. Og jeg har lånt Eva Tinds Kvinden der samlede verden som Brinkmann omtaler i sin bog, og som jeg blev fanget af fra side ét og er halvvejs igennem. Alt i alt kan man vel sige at der er gået ord i den, men de har også altid haft min særlige interesse. Ord gør noget godt for mig).
Dampende koldt
Smuk dag, smukt vand. Min videoteknik not so much, but you’ll get the drift, håber jeg.
At tænke om
Den vildeste tanke jeg har haft i dag, var at jeg kunne sy en kjole om så den kunne bruges på en ny måde som jeg tænkte jeg kunne have glæde af. Jeg havde nemlig, da dagen begyndte, fem af de samme kjoler, to i samme farve. Den ældste af de to forestillede jeg mig kunne fungere i en lidt anderledes udgave end jeg har været vant til de sidste flere år.
Jeg tænkte det hele igennem mens jeg gik mit nye hood tyndt, da der er totalt overrendt i dyrehaven om søndagen (og jeg får stress og pip af at skulle navigere mellem alle de gående, løbende, ridende og cyklende mennesker der tilmed larmer og nogle gange lugter og generelt ikke lægger mærke til hvor meget de selv fylder).
Da jeg kom hjem, klippede og syede jeg. Nu er det gjort. Den “gamle” sorte kjole er i løbet af eftermiddagen genopstået i en ny udgave, og den blev stort set som jeg havde tænkt. Den bliver jeg glad for.