I dag vil jeg citere mig selv fra et møde der gik godt. Hvor jeg blev mødt og set, og hvor jeg ikke mærkede antydningen af pres, forventning eller krav. Måske derfor kunne jeg sige det så klart:
“Når jeg bare går og passer mig selv, tænker jeg jo ikke over at jeg måske er autistisk. Så er jeg bare mig. Og det er sådan set fint nok.”
Nu bagefter går det op for mig hvor sandt det her egentlig er. Det er først når jeg skal noget sammen med andre mennesker, at der er noget “galt” med mig. At jeg bliver forkert. Alene sammen med mig selv er jeg faktisk et ret fint og dueligt menneske, efter min egen mening.
Kategori: Det nære
Næring
Læser en lille bid hver dag. Ville ønske min hjerne kunne arbejde bedre. I gamle dage ville jeg have slugt sådan en spændende bog i én mundfuld fordi jeg ikke kunne lade være.
En, to, for mange ..
For mig har det altid været sådan at hvis jeg er sammen med flere end ét andet menneske i en selskabelig sammenhæng, ved jeg dybest set ikke hvorfor jeg også skal være der. De andre har jo hinanden. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre eller sige og hvornår. Hvis jeg ikke bare forholder mig helt i ro og lytter, er det med evig usikkerhed jeg deltager, og med enerverende venden og drejen alting efterfølgende. Sådan er det.
Om at være flyttet
Jeg bor nu et nyt sted, og jeg er ved at falde lidt til ro indeni. Da jeg kastede mig ud i denne flytning, medførte det en del uforudsigelige variabler uden for min indflydelse, og det har været rent ud sagt forfærdeligt. Det har været en kolossal belastning ikke at vide hvordan alt ville forløbe, og selvom det meste faktisk er endt med at falde ud til min bagdel, giver det ro endelig at have vished.
Desuden vidste jeg bare at det skulle til, hvis jeg skal have en chance for at få det godt engang.
Her er elevator. Her kan jeg bo til jeg dør eller skal på plejehjem. 😀