Kategori: Det nære

Livsturist

På bagsiden af Søndagsavisen fra den weekend der netop er gået, kan man læse at ansatte på turistkontorer rundt om i verden ofte må svare på endog meget mærkelige spørgsmål. Som for eksempel “hvornår Loch Ness-uhyret bliver fodret”, “hvorfor der er bygget så mange slotsruiner i England”, og “hvilken strand der ligger nærmest havet”.

Og det er jo meget sjovt. Tænk sig at vi mennesker kan opfatte eller forstå tingene så meget anderledes end hjemmefødningerne når vi selv kommer fra et helt andet sted (måske endda fra en helt anden planet?).

Billedet

 
Tryk af Ulla Stuart
Teksten i billedet: “Den dag jeg går mig selv i møde”
 
I mit soveværelse hænger et billede jeg har fået som gave i 1985. Det er mange år siden. I går, mens jeg sad og ventede på at vaskemaskinerne skulle blive færdige, kom jeg til at tænke på dette billede. Da jeg kom hjem, måtte jeg lige stå og studere det lidt.
 
Jeg læser Kaldet – romanen af Hanne Ørstavik. Er kun lige begyndt, men fanget. Måske er det det der har fået billedet til at træde frem? Jeg ved det ikke, virkelig, men det bliver spændende at se.

 

—

Fortsættelse 21. januar: 

Da jeg skrev ovenstående, var jeg måske nået til side 15 i Ørstaviks bog eller sådan noget. Altså ikke ret langt. Først i går fik jeg tid til at læse videre, og så slog det mig hvor meget jeg kredser om de samme emner som bogen handler om. Det er en både underlig og også lidt ærefrygtindgydende oplevelse – det må være netop den bog jeg skal læse netop nu, og det er ikke tilfældigt at jeg har fundet den, eller den har fundet mig?

Plads til småsnak

Her på bloggen kan du nu øverst i venstre sidebar se et felt til små beskeder. Klik på de grå “folde-ud-firkanter” i øverste højre hjørne for at se alle samtaler, og for at logge ind hvis du er tilmeldt denne blog via Google Friend Connect.

Denne skriveboks er et forsøg på at give plads også til småsnak og dialog på initiativ fra både dig og mig, og jeg vil bruge den – i hvert fald i en periode – i stedet for at poste mikroblogindlæg i form af fx strøtanker og glimt fra min hverdag på Facebook og Twitter (som jeg holder pause fra, de medier har aldrig rigtig været mig).

Det er ikke kun mig, der kan skrive i boksen. Alle kan både se, skrive og besvare beskeder, og det er det bedste ved det hele, synes jeg – at ingen er udelukkede fra at følge med eller ytre sig hvis de er interesserede.

Der er dog et ‘men’ som generer mig, og som jeg ikke ved hvordan jeg skal komme udenom lige nu: Gadget’en er lavet af Google Friend Connect, og det er desværre kun læsere tilmeldt min blog offentligt via denne service der kan se navne og profilbilleder og få vist deres egne ditto. Jeg ville rigtig gerne undgå at man skulle være tilmeldt og logge ind på noget som helst, og det er altså heller ikke helt nødvendigt, men heller ikke optimalt hvis man ikke er det. Men hvis vi nu skriver vores navn hver især i beskeder og svar, så tænker jeg at det nok kan bruges, i hvert fald indtil jeg finder på noget andet eller bedre (og tingene har det jo med ikke at blive ved det samme ret længe ad gangen her på stedet, hø).

Jeg håber at “skriveboksen” vil give lidt liv til stedet her og måske bringe os lidt tættere på hinanden. Tøv ikke med at bruge den – hvad enten du gerne vil lytte eller sige noget selv.

—
Update 1. februar 2010:
Jeg bruger ikke længere Facebook og Twitter – skriver kun offentligt her nu :-).

Mellemtiden

Jeg sidder lige et øjeblik alene med en kop kaffe. Forsøger at finde mig selv midt i alle forventningerne, rollerne og mønstrene.

Jeg elsker juletiden, jeg synes det er den fineste tid på året. Men det er også en periode hvor der nemt kan opstå en direkte linje til de lag i psyken som for det meste befinder sig under bevidsthedstærsklen. Det kan gøre juletiden til en meget krævende tid hvor vi bevidst eller ubevidst overbebyrdes med informationer om de relationer vi er i, og om de strategier vi benytter for at beskytte os mod at opleve den enorme smerte der er forbundet med at være alene og ikke høre rigtigt til. Den oplevelse tror jeg jeg deler med mange andre mennesker.

Alle børn samarbejder med deres forældre for at undgå at blive udstødt af familien eller opleve sig selv som forkerte eller uønskede, og disse samarbejdsstrategier tager vi med os videre i livet, og måske bruger vi dem til stadighed når tingene spidser lidt til.

Min foretrukne strategi er at gøre mig så usynlig og så praktisk nyttig som overhovedet muligt i situationer hvor jeg kan mærke at der ikke er plads til præcis den jeg er. Eller hvor jeg tror og forestiller mig at der ikke er plads, og hvor angsten for at ende udenfor er meget nærværende. Og der er måske ikke noget tidspunkt hvor det bliver mere tydeligt end ved juletid. Der skal ikke mange familiebesøg eller -samtaler til før jeg gør, tænker og føler omtrent som Janne 10 år ville have gjort – lige bortset fra at jeg er blevet noget mere øvet ud i det praktiske siden da. Det er udmattende, nedtrykkende og ind imellem også til at blive grundigt vred over, men det er også et spejl som jeg – hvis jeg tør åbne øjnene – kan lære rigtig meget af at kigge i. Så det prøver jeg. Mens jeg nyder alt det gode ved julen og i øvrigt venter på nytåret og på at tingene falder lidt til ro og det bliver hverdag igen.