Kategori: Det nære

Sko

Jeg har altid gået i flade sko. Det har vist bare passet bedst til mig. Fodformet og nede på jorden eller noget. Men så fik jeg lyst til at give min lænd et æggende svaj. Kompensere en smule for den tunge gump og den skarpe tunge. To gange tre centimeters udvendig kvindelighed fik plads i reolen, blev prøvegået og prøvedanset og prøvegodkendt og gjort klar til udgang en solrig dag uden noget særligt på programmet. Altså bortset fra skoene som bar mig afbalanceret og smertefri ned ad trappen og hen ad stien ..

.. og så hjem igen for at skifte, for hvad fanden var det for en larm? Pokker skulle stå i at klapre sådan rundt, dér står jeg altså af. Pigebørn skal ses og ikke høres.
 
(Mon man kan ringe i forvejen og spørge om der er tæppe på gulvet?)

Skov og træ – træ og skov

Det kan være svært at se skoven for bare træer
det er en kendt sag
som mange ynder at påberåbe sig
så de ikke føler sig helt fortabte
men bare almindeligt forståeligt gået vild
og på udkig efter en venlig vejviser

Og så er der dem der ikke kan se træerne for bare skov
det er en mindre kendt sag
men ikke desto mindre en reel sag
som visse sætter deres lid til
De glemmer alt om bøg og eg og løn og elm og ask
og frugter og blade og bark og årringe og tusind andre smukke træting
og råber utålmodigt ”Det er jo en SKOV, kan du ikke se det?”

Og så står man der og ved ikke hvad det er man skal se
for ingen af de to sager kan danne præcedens alene
hverken i eller uden for skoven
uden skov ingen træer
uden træer ingen skov
Det kan man lige så godt indse
og prøve at se skoven og træerne
på samme tid
eller skiftevis
som man nu bedst kan