Kategori: Det nære

Torden

I nat vågnede jeg ved lyden af et mægtigt tordenvejr. Regnen faldt larmende mod terrassetaget, ikke som dråber, men nærmest som hårde stråler. Lyn og tordenbrag fulgte tæt efter hinanden fra både nær og fjern, og bølgerne fra skraldene syntes at sætte svingninger i min krop.

Midt i den intense oplevelse af naturens vældige kraft huskede jeg pludselig en anden tordensvejrsnat og nogle ord som dengang faldt mig ind:

Thunder rolled
Lightning flashed
I got answers
to what I asked.

Rain was heavy
Darkness tight
I wrote myself
out of the night.

Og de passer stadig fint ind i mit personlige tordenunivers, synes jeg.

At blogge eller ikke blogge

Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg vil skrive nu, men det kommer nok frem undervejs. Jeg skriver – som altid – fordi det afklarer, kaster lys på og sætter på plads.

Jeg skriver meget for mig selv, altså helt privat. Det er en slags meditation for mig at skrive, og jeg skriver fordi jeg har behov for det. Jeg har rigtig meget brug for at skrive til mig selv som modtager, hvor navlebeskuende og indadvendt det end måtte lyde.

Ind imellem kommer der noget frem som jeg har lyst til at udgive her på bloggen. Så kan jeg mærke at jeg gerne vil have at andre læser med. Måske fordi jeg har en eller anden formodning om at det ikke bare handler om mig, men om mennesket i almindelighed. Måske fordi jeg gerne vil ses og fylde i verden. Måske fordi jeg gerne vil give, og dette er hvad jeg har at dele ud af. Eller måske fordi noget helt andet som jeg ikke kender til.

Men det sker ikke så tit at jeg synes jeg har noget at udgive, hvilket vist fremgår med al tydelighed, hø, og jeg må nok erkende at det sker sjældnere og sjældnere efterhånden. Hvorfor ved jeg ikke, det vil tiden måske vise, sådan plejer det at være. Men nu synes jeg dog alligevel det må have en konsekvens at der er så stille på mit sted; jeg kan ikke lade være med at føle mig lidt forpligtet til i det mindste at komme med nogle ord om hvad der foregår.

Jeg har spekuleret som en gal på om jeg skulle nedlægge bloggen, men det føles ikke rigtigt. Det ville jeg faktisk blive ked af, kan jeg mærke. Jeg har også overvejet en slags omvendt model, hvor jeg fx aftalte med mig selv (og læserne) at skrive hver tirsdag, uanset om jeg syntes jeg havde noget at sige eller ej, for at få mig selv ud af hullerne, men det føles heller ikke som den rigtige løsning. Med den model ville jeg være bange for alt det ligegyldige sludder det kunne ende med, for jeg har meget svært ved at forestille mig at der skulle dukke noget op hver eneste uge som for mig både virker vigtigt og meningsfuldt og samtidig egner sig til offentliggørelse. De to ting i forening synes at være en ret sjælden forekomst i min verden. Jeg ved godt at de fleste andre mennesker ikke har det sådan – heldigvis, vil jeg sige, for så blev der godt nok om ikke kedeligt, så meget stille i verden. Jeg kan bare ikke komme udenom at det er sådan for mig, og at jeg har nogle grænser her som jeg ikke ønsker at overskride.

Hvad gør jeg så, hvad er den tredje løsning?

Jo, jeg vil lade bloggen være, blot i en skrabet model der ikke er så synlig i blogland at jeg føler mig forpligtet til at opdatere den. På den måde har jeg et sted at udgive noget jeg har skrevet, hvis ånden pludselig skulle komme over mig, og samtidig håber jeg at slippe for min kroniske bekymring for ikke at kunne levere. Tror og håber jeg – nu må jeg se om det kommer til at fungere i praksis.

Hvad enten det nu bliver ”i mellemtiden” eller ”fra nu af”, så vil jeg fortsat besøge alle de smukke, tankevækkende, inspirerende, hyggelige og ikke mindst kunstnerisk berigede blogge jeg kender i blogland – dét kan jeg slet ikke undvære. Måske siger jeg lidt en gang imellem, måske lytter jeg bare. Men jeg er der.

Skiløber

Solen skinner med maksimal styrke, og verden omkring mig er dækket af kridhvid sne. Jeg lægger mine ski i sporet, klikker støvlesnuderne fast i bindingerne og begiver mig ud på min daglige tur. Drengene er på skiskole og suser ned ad røde og sorte løjper i en helt anderledes frisk stil, så jeg har et par timer for mig selv i det smukke, stille landskab.
 
Jeg sætter et tempo jeg tror jeg kan holde i to timer og bliver hjulpet godt af sneen der har en hurtig temperatur i dag. Efter et stykke tid kommer jeg forbi et træningsanlæg for langrendsløbere. Langt fremme i det indviklede system af spor der går over, under og langs hinanden, får jeg øje på en skiløber i rød, tætsiddende dragt. På grund af afstanden og alt det hvide i hvide kan jeg ikke bedømme løberens fart, men jeg opfatter tydeligt de rytmiske og kraftfulde bevægelser der sætter min egen stavren af sted noget i perspektiv. Lige inden jeg følger mit eget spor rundt i et sving og ind i skoven igen, ser jeg skiløberen smide sig i sneen og lægge sig på maven i strakt stilling. Hvor sært, tænker jeg. Den stakkel må have aset sig selv helt ud. Måske overvurderet sine kræfter.
 
Så hører jeg fem skud, afgivet næsten lige så rytmisk som de bevægelser jeg lige har set på træningsløjpen, og jeg forstår at det selvfølgelig er en der træner skiskydning.
 
Alt bliver igen stille. Jeg trækker taktfast vejret i den kolde, rene luft mens jeg fortsætter ud ad sporet. Jeg har stillet mit ur, for jeg skal jo passe tiden, og da uret bipper, vender jeg disciplineret. Øv, tænker jeg, for dagens afstikker ud ad en tilstødende skovløjpe er både sjov og tilpas krævende, og jeg kunne godt have taget mindst et par bakker mere.
 
Jeg suser ned hvor jeg før gik op i sildeben, og det er herligt. I fuld fart støder jeg til træningsanlægget igen, og nu hører jeg pludselig lyden af ski bag mig. Jeg vender mig halvt om og ser den røde skiskytte passere mig med et sus i skøjtesporet i midten. Jeg ser nu det er en mand, og at han har riflen hængende på ryggen. Som et kæmpe insekt med meget lange og meget tynde arme og ben er han forbi mig og væk i et sving på ingen tid. Jeg føler mig pludselig meget langsom og usikker selvom jeg stadig morer mig indvendig over de sjove bakker jeg lige er kørt ned ad.
 
Nå, men vi er jo ikke alle født i Norge, tænker jeg, og arbejder mig videre hjemad i sporet. Jeg kommer til den sidste større bakke og kæmper mig op så sveden springer og hjerte og lunger arbejder på højtryk for at følge med. På toppen må jeg lige tage det lidt langsomt og glider roligt videre mens jeg retter lidt på huen og pudser næsen.
 
Og så ser jeg ham igen, for tredje gang. Det røde kraftværk kommer nu lige imod mig – hvordan er han nået dertil? – og jeg står helt stille og venter på mødet. Jeg må se hans ansigt, tænker jeg. Og i det splitsekund hvor han flyver forbi mig, ser jeg at det er en meget ung mand, måske bare en stor dreng, og at hans mund smiler under brillerne. Jeg vender mig for at se hvordan sådan en der åbenbart er født med ski på, kommer ned ad den lange, stejle bakke jeg selv kørte forsigtigt ned ad i plov på vej ud, og ja, hvad gør han? Han fortsætter sine skridt og tag, sætter måske frekvensen en anelse ned, og får mere fart på end jeg i mine mest dumdristige øjeblikke har haft på cykel ned ad nogen bakke. Og jeg ved han har det herligt. Han leger, jeg kan både se og mærke det, og jeg forestiller mig hvordan hans smil nu er endnu bredere.
 
Selv skal jeg lige det sidste stykke hjem, og jeg sætter lidt stift i gang igen. Jeg ved godt hvad jeg ligner set udefra, nemlig præcis hvad jeg er: En dansker der har lært at stå på ski som 30-årig, og som stavrer af sted på lejede ski og lige akkurat er i stand til at holde balancen og forcere nogle få kilometer om dagen i noget der nærmer sig gåtempo.
 
Men lige her og nu glemmer jeg det, og det sidste stykke bevæger jeg mig nærmest i et meditativt flow. Jeg smiler også nu. For inden i mig bor en rød skiløber med ungdommens overskud og livsappetit, og nu hvor jeg har mødt ham tre gange og er kommet tæt nok på til at se hans ansigt, slipper jeg ham løs og lader ham lege og nyde alt det han vil. Og han lader ikke chancen gå fra sig.
 

(Billedet øverst viser den norske skiskytte i verdensklasse Emil Hegle Svendsen, og er hentet her. Det var jo nok ikke ham jeg mødte, men han lignede …)

Varme

I dag er det en hel uge siden, men oplevelsen varmer (og undrer) mig stadig.

Sidste lørdag var jeg på tur i byen sammen med to gæster fra Fyn. På et tidspunkt træder jeg ud af en butik, og midt i udsalgsvrimlen får jeg øje på et ansigt på fortovet nogle meter foran mig. Det lyser op, og det er som om jeg ikke kan undgå at se det. En mand ser mig direkte ind i øjnene og nikker smilende til hilsen. Jeg møder glæde og varme, og jeg smiler spontant glad tilbage.

”Hvem var det?” spørg en af de to kvinder jeg følges med, da vi er gået forbi. ”Jeg synes du sagde du aldrig møder nogen du kender”.
”Jeg ved det ikke,” svarer jeg.
”Ved du det ikke? Han så ud som om han kendte dig godt. Meget godt endda!”

Ja, sådan så det ud. Sådan føltes det også. Men jeg ved ikke hvem han var, og jeg undrer mig og bliver også lidt bekymret for mine egne åndsevner ved tanken om at jeg måske simpelthen har kunnet glemme.

Vi fortsætter vores tour de force gennem byen, men jeg kan ikke længere koncentrere mig om de endeløse mængder af tøj og sko og andre ting og sager, som jeg dybest set hverken har brug for eller råd til. Jeg ser ikke rigtigt noget mere, er væk i mine egne tanker i de øjeblikke hvor mine to venner forsvinder ind i prøverum eller snakker med ekspedienter. Jeg prøver først med en gammelkendt metode, nemlig systematisk analyse: Han var høj – var det en roer eller en volleyballspiller jeg har mødt i en af de to verdener engang? Han så ud som om han var lidt yngre end mig – var det en af min lillebrors kammerater? Han stod ligesom stille sammen med en gruppe dér på fortovet – genkendte jeg nogen af dem? Nej, det giver ikke noget resultat.

Jeg må give op. Tænker at jeg må håbe at jeg måske drømmer noget som kan lede mig på sporet, eller at der måske pludselig dukker noget op i brusebadet, mens jeg ordner vasketøj eller hvornår der ellers plejer at være god plads til indfald fra det ubevidste. Men der er ikke kommet noget endnu, og jeg ved stadig ikke hvem han var, nu en uge efter.

Måske tog han fejl, måske troede han jeg var en anden? Måske tog jeg fejl, måske stod der en person lige bag mig som smilet og hilsenen i virkeligheden var adresseret til? Jeg ved det ikke, jeg ved kun at indtrykket varer ved. Uanset hvem han var, så ved jeg at jeg har haft et møde med et dejligt menneske, den lørdag midt i mylderet i indre by. Og det varmer. Længe efter.