Dagene mellem jul og nytår. Drengenes værelser skal males, og de har selv valgt hver en farve som to af væggene skal males med.
Først rydder vi op og rydder ud. Så maler vi væggene hvide i de to værelser, undtagen dér hvor farverne skal være. Og så kommer dagen hvor jeg åbner den første spand med den enes farve. Den hedder Mirage, og den er en slags mellemgrå med lidt blåt i. Sønnens idé er at kombinere den med hvide og sorte ting.
Jeg maler. Jeg kan vældig godt lide hvad jeg ser, men en urolig energi når mig efterhånden som farven breder sig. Jeg lader mig fylde og til sidst genkender jeg. Jeg er i min fars hus. Den stærke energi hedder vilje, egensindighed og konkret skaberkraft. Tankens og kroppens kraft i forening.
Denne energis styrke er stor, og jeg ved at på rette tid og sted kan den være drivkraften bag overraskende og betydningsfulde resultater i den ydre verden. Sidst jeg hørte om et sådant værk, drejede det sig om en fødselsdagsgave til en elsket: Et drivhus til tomater og agurker i en ”have” ved Vesterhavet, boltet fast til et støbt fundament med hjemmesmedede beslag for at kunne modstå stormene. Et gennemtænkt og fysisk krævende stykke arbejde, som retfærdigvis blev modtaget med stor taknemmelighed.
”Man kan hvad man vil”, lyder det nu også i mit hoved, som et ekko fra fortiden. Jeg prøver at mærke hvad jeg tror det betyder, og oversætter det til at hvis der er noget man ikke kan, er det fordi man ikke vil nok. Ikke at kunne bliver til mangel på vilje, bevidsthedens mulighed for kontrol. Ikke at kunne ville er lig med svaghed, og svaghed er uværdigt. Jeg mindes en tid hvor jeg ville og kunne næsten alt. Jeg var meget dygtig og gav aldrig op. Var stærk. Håbede at blive værdig. Til at blive elsket.
Sådan kom jeg til at tro det hang sammen, dengang i min fars hus, men farven hedder Mirage. Hvis man slipper denne energi løs uden modspil, kan den være uendeligt destruktiv – det er også min erfaring. Så kan den blive til en ubarmhjertig og evigt utilfredsstillet hersker.
Dagen efter åbner jeg den anden spand. Denne farve hedder Kilimanjaro, og den er blødt nougatbrun. Sønnen der har valgt den, var ikke et sekund i tvivl i butikken, og navnet gjorde kun sagen endnu bedre, syntes han. Det højeste bjerg i Afrika, wauw.
Jeg kigger ned i spanden, og jeg synes farven ser meget fremmed ud. Jeg synes ikke den kan hamle op med den i det andet værelse, og jeg bekymrer mig ikke så lidt om hvad drengen mon vil mene når han ser den i virkeligheden. Han er flygtet over til en kammerat med sit sengetøj i en IKEA-pose for at slippe for det midlertidige kaos, så jeg kan ikke spørge før jeg maler.
Jeg tager fat og prøver at yde både farven og min søns valg retfærdighed ved at overgive mig til den nye tone. Næsten umærkeligt hører og mærker jeg pludselig rytmen fra trommer dybt inde et sted, eller også er det mit eget hjerteslag. Jeg ser en danselærer jeg engang havde, stå foran mig med let spredte, bøjede ben og tale om ’grounding’. Energien kommer nu fra et sted under mine fødder, og den er fuld af ro og tyngde. Jeg forsvinder og tager imod fra jorden under mig. Jeg er en lille bitte del af alt omkring mig. Jeg skal og kan ikke mønstre vilje til at få alt som jeg vil have det, det er tosset at tro at jeg har den magt. Jeg behøver bare mærke efter og tage imod fra noget meget større end mig og lade det flyde gennem mig og ud. ”Man kan hvad man vil” får en slags omvendt betydning og bliver nu til ”dét jeg kan, er det universet vil at jeg skal gøre og være”.
Jeg maler Kilimanjaro-væggen færdig med en stille glæde. Kommer mærkværdigvis til at synes rigtigt godt om farven efterhånden, men mærker at også denne energi har to sider. På den ene side forbinder den mig med hele jorden og resten af universet og gør mig fundamentalt tryg og hjemme i livet. Men på den anden side kan den få mig til at tro at jeg slet ikke har mere at gøre i dette liv som individ, og til at overlade det hele til universet uden at ville være ordentligt til stede, uden at ville noget, uden at værdsætte noget.
Sønnen kommer hjem næste dag, og efter først at have set sin brors værelse indtager han sit eget med et jubelråb: ”Er det ikke bare en fed farve jeg har valgt?” Jeg kan ikke lade være med at grine. Jo, det er en rigtig fed farve!
Når jeg står i gangen mellem værelserne kan jeg se ind i “min fars hus” til den ene side mod vest, og ind i ”Afrika” til den anden side mod øst. Begge rum er smukke, og begge findes i mit hus. Hvilken lykke.
