Læs. Tænk. Se. Skriv. Gå. Svøm. Vid.
Min hukommelse er som en si, og min notatteknik er mangelfuld, måske endda respektløs. Jeg beklager at jeg ofte ikke ved hvor jeg har hørt eller set dette eller hint, men det skal ikke forhindre mig i at gengive denne fine pointe i min egen formulering:
En god ven er én som man kan lide sig selv sammen med.
“Jeg er sådan en, som tror for meget på ord.”
– Clara Törnvall
Det er jeg også. Jeg opfatter dem måske ikke altid bogstaveligt, men jeg opfatter både det jeg hører, og det jeg selv siger, seriøst, ærligt og præcist i udgangspunktet. Jeg bliver forvirret og skuffet når jeg opdager at ord ikke er ment eller blevet forstået sådan.
Jeg har fundet en meget tilfredsstillende løsning på en opgave der har udfordret mig, i dag. Det føles godt. Den slags er nok noget nær det bedste jeg ved.
Omvendt er der andre gåder i denne tilværelse jeg har meget svært ved at løse. Forleden gled jeg i regnvejr på brosten på vej over en fodgængerovergang. Jeg mistede balancen fuldstændigt og gik i knæ og måtte tage fra med hænderne på brostenene. Det mest foruroligende var at ikke et eneste menneske blandt dem der gik over overgangen samtidig, reagerede. De gik bare forbi eller udenom, både dem der gik samme vej som mig, og dem der gik modsat. Jeg kom op ved egen kraft og nåede ind på fortovet inden trafikken væltede ind over striberne. Jeg havde slået hul på mine strømpebukser og det ene knæ, men ellers “skete der ikke noget”. Eller gjorde der?
Jeg har spekuleret på så længe jeg kan huske, om jeg mon er usynlig. Eller om det lyser så meget ud af mig at jeg er et fuldkommen ligegyldigt, for ikke at sige irriterende menneske, at omverdenen simpelthen ikke orker at tage notits af mig.
De spørgsmål tror jeg måske jeg er kommet lidt tættere på at kunne svare på nu. Det føles til gengæld ikke ret godt.
