Gave

Kinddans
– af Søren Huss

Du ankom ved foden af bjerget
helt åben og uden at kny
Vandrede dage i skygge
mens verden blev født på ny

Dine hænder har løsnet jorden
tilliden slået rod
Kroppe der smelter i natten
og langsomt blander blod

Jeg er din nu
Det’ os to
Tæt på havet
skal vi bo

Jeg er din nu
Det’ os to
Det’ os to

Salige er de timer
hvor du finder min hånd
Holder mig tilbage
og fra helt at forsvinde
Tanker bli’r i mørket
og jeg mærker et bånd
holde mig om livet
mens jeg famler i blinde
Famler i blinde

Og månen så smuk i sit genskær
lyser nu også i mig
så klart i et billede af hjerter
hvor kamrene åbner sig
Og fødder nærmer sig stille
det varme og dækkede bord
Stolene fyldes af sjæle i kroppe
hvor tryghed gror

Jeg er din nu
Det’ os to
Det’ os to

Salige er de timer
Hvor du finder en hånd
Du holder dig tilbage
og fra helt at forsvinde
Og tanker bli’r i mørket
og du mærker et bånd
holde dig om livet
mens du famler i blinde

Salige er de dage
hvor vi finder en hånd
der holder os tilbage
og fra helt at forsvinde
Og tanker bli’r i mørket
og vi mærker et bånd
holde os om livet
mens vi famler i blinde

Ovenstående er teksten til sangen Kinddans af og med Søren Huss fra albummet Vi Fik Mere End Vi Kom For (jeg har skrevet teksten som jeg hører den, og altså ikke som Søren Huss skriver den. Det har jeg ikke kunnet finde. Jeg undskylder for alle fejl jeg har lavet).

Jeg fik sangen med hjem i bagagen da jeg besøgte min nærmeste familie her i sommer. Jeg synes det er en meget smuk tekst.

Sidespor (flertal)

Jeg har den her tøjbesættelse; jeg er vild med at vide noget om tøj fra forskellige perioder. Jeg kan bruge timer på at researche historisk tøj og fiktionskostumer, hvilket er så fuldkommen unyttigt at jeg nærmest skammer mig, og det bliver ikke bedre af at den her interesse smitter af på mit tøjforbrug og på mit tøjvalg med det resultat at jeg ejer mere tøj og mere mærkeligt tøj end jeg nogensinde kan bruge. Så ved I det.

Hvoromaltinger. Mit youtube-feed afspejler også min tøjbesættelse, og blandt andre Asta Darling kan blive ved med at tryllebinde mig. I går dukkede en ældre video med tennistøj til kvinder op og føjede sig til de opslag jeg ikke kan lade være med at lave når jeg i de her dage ind imellem ser lidt tennis fra Wimbledon. I perioder bliver jeg mere optaget af spillernes tøj end selve spillet, og jeg kan ikke lade være med at google på telefonen mens en dansker kæmper for sine point på tv-skærmen.

I wimbledonturneringen må spillerne kun spille i kridhvidt, dog blev der sidste år indført en undtagelse idet kvinderne nu gerne må have farvede undershorts på under kjole, nederdel eller shorts af hensyn til hvis de har menstruation. De farvede undershorts må ikke være længere end det yderste lag, og kan altså kun ses når fx nederdelen flagrer op. Hvorfor alle kvinder herefter ikke konsekvent spiller i farvede undershorts som et statement og for at ingen skal udstilles, det forstår jeg ikke, men hvide undershorts er stadig dominerende, så vidt jeg kan tælle. Traditionernes magt er formentlig meget stor i tennis, tænker jeg. Fx kan jeg heller ikke forstå at nogle af kvinderne har kjoler på som de konstant skal hive ned i, eller at mændene spiller i t-shirts som de konstant skal hive op over skulderen for at de ikke skal være i vejen. Jeg ville få fuldstændig pip af at have tøj på der skal rettes hele tiden for ikke at genere. Faktisk bliver jeg irriteret af bare at se på det.

Jeg har også lagt mærke til at det er en trend blandt spillerne at tage deres sikkert hundedyre ur af mens de spiller, men fiske det op af tasken igen som noget af det første efter kampen og tage det på inden spilleren bliver nærfilmet på vej ud af banen eller ligefrem interviewet. De har absolut intet at bruge et ur til lige dér, og mange af spillerne er i forvejen overhængt med smykker. Posh, tænker jeg.

Bagdelene ved nutidens tennistøj for især kvinderne er dog ingenting i sammeligning med hvad kvinder skulle udholde at spille i for fx 140 år siden. Jeg tager hatten af for de kvinder der overhovedet kunne spille dengang, og som overhovedet gad spille selvom de ikke havde en chance for at vise hvad de kunne, og måtte finde sig i at blive gjort dårligere og svagere på grund af en absurd dresscode. Men smukke og materielt overskudsagtige at se på, det var de, og måske var det med det som det er med undershortsene og urene i dag, at de to egenskaber er de sidste mennesker vil afgive frivilligt.

Her kan du se Asta Darlings tennisdragt a la 1885:

Og hvis du googler ‘Nadal ærmeløs’ kan du se en mandlig rebel der ofte droppede ærmerne. Hvilken befrielse.

Gifttyden?

På min travetur går jeg gennem en strækning med elleskov. Længere fremme på stien ser jeg en mand og hans hund. De går lidt frem og tilbage, og jeg tænker at uroen nok skyldes hunden. Da jeg passerer, nikker jeg, og så kalder manden forsigtigt på mig: Undskyld, undskyld, må jeg godt fortælle dig noget, må jeg godt fortælle dig noget?

Jeg vender rundt. Kigger nysgerrigt. Spekulerer på om der er noget galt. Manden er en lille smule kortere end jeg, han har skjorten stukket ned i bukserne og seler på. Sokker i sandalerne. Hans ansigt er rundt og venligt, hans krop er rund og venlig, og jeg kommer til at tænke på min far. Der er noget ivrigt over ham selvom jeg også fornemmer at han prøver at styre sig, og jeg tænker det må være noget meget vigtigt han gerne vil fortælle.

Selvfølgelig, siger jeg, smiler og går tilbage til hvor han står.

Manden peger på en plante ude i vandet og siger energisk at det er danmarks giftigste plante. Den hedder gifttyde og den er sjælden. Hvis man spiser den, især stænglen, så dør man. Først bliver man syg og så bang, så er det slut. Og den står lige der, lige her hvor vi er, vi er meget heldige, prøv lige at se, er det ikke fantastisk at den står lige der?

Jeg lytter. Han har meget at fortælle, og da enetalen ebber ud, takker jeg for at han tog sig tid til at fortælle mig alt det, og siger at det var spændende. Jeg mener det, men jeg er også en lille smule skeptisk over for fakta. Kunne manden tage fejl?

Da jeg kommer hjem, har jeg glemt alt om gifttyden, men tilfældet vil at jeg netop har lånt Hvide blomster af Sissel-Jo Gazan, og tilfældet vil også at jeg nævner det for en planteinteresseret ven. Hun siger at den har hun også læst, og at det hun husker bedst, er at der står at ikke alle hvide blomster er giftige, men at alle giftige blomster er hvide.

Det glemmer jeg også igen indtil jeg selv læser det i bogen senere, ovenikøbet på et sted hvor også tatoveringer af gifttyde spiller en ikke ringe rolle. Så er det som om noget klikker, og jeg må google giftige planter i Danmark. Og på vej gennem elleskoven i dag står jeg stille igen, kigger på planten derude i det våde område og tager nogle billeder af den.

Desværre står den for langt ude i vandet til at jeg enten kan se bladene tydeligt med det blotte øje eller zoome nok ind med min telefon til at se om bladene har takker. Det ser sådan ud når jeg zommer ind med to fingre på mobilen, men jeg er ikke sikker, og det kan også være pixeleringen der kan få det til at se sådan ud, tænker jeg. Men ud over det ligner den alle de gifttydebilleder jeg har kigget på på nettet, og den ligner mere en gifttyde end fx vild kørvel som den ifølge både nettet og Sissel-Jo Gazans fiktive ekspert kan forveksles med. Måske er det virkelig en gifttyde?

Jeg vælger at tro på både den venlige mand og hvad jeg har set. Tænk sig, jeg har (nok) set en gifttyde — eller rettere: Jeg har været så heldig at nogen har fortalt mig at jeg (nok) har set en gifttyde. Det er da fantastisk!

Tavshedens æra

Det er sommer. Der er sæsonpause inden oprykning. Det er svømudtid.

Jeg er tavs for tiden som i ‘tavs som graven’, ‘tale er sølv – tavshed er guld’ og ‘det tavse flertal’. Jeg tror jeg er i en mindre identitetskrise, og jeg har helt ærligt mest lyst til at spille død, tie stille med hvad jeg tænker fordi det virker mindst opsigtsvækkende, og fordi jeg begynder at forstå med titusind kilometer i timen at jeg ikke tilhører flertallet, men et mindretal, og hvis jeg ikke siger noget om det, kan det stadigvæk være at ingen opdager det selvom jeg selv har opdaget det.

Det lyder altsammen kryptisk, og det undskylder jeg for, men jeg kan ikke komme det nærmere. Bare vid at jeg ikke står stille, og at jeg helt enkelt ikke kan tale samtidig med at jeg bevæger mig. Èn ting ad gangen og dybt ind i den ting som var det en ekspedition til bunden af Marianergraven. Det kunne være mit motto nu, og det har kunnet være mit motto altid. Nemlig.

Jeg tænker meget på store ord som definitionsmagt og autonomi og angsten for at miste sig selv (helt). Det er meget for et menneske at tumle med, især når adgangen til ens ressourcer i perioder synes afskåret fuldstændigt som når nogen har gravet et kabel over ude i vejen og forbindelsen til internettet er pist væk. Uanset hvor meget man kigger på skærmen og genindlæser og tjekker sine indstillinger, sker der ikke en dyt. Før man omsider kommer i tanke om at bruge sin mobil som “modem”.

Ingen på denne klode forstår formentlig et muk af hvad jeg lige har skrevet, men jeg kan ikke komme det nærmere lige nu. Jeg blæser i vinden. En dag falder jeg ned. Jeg ved det.