Kategori: Det nære

Jeg har været ude i blæsevejret en tur. Nu spiser jeg æblestykker med flødeskum og drikker kaffe lavet på nogle særligt gode bønner jeg har fået foræret. Det smager dejligt, og jeg nyder det .. i to sekunder inden mine tanker går sine egne veje igen.

🗲

Der var engang en leder på en arbejdsplads der sagde til mig på min første dag at jeg bare skulle være mig selv. Du ved ikke hvad du siger, tænkte jeg, det er der aldrig kommet noget godt ud af, og det har jeg vænnet mig af med for mange år siden. Højt sagde jeg vistnok Øh tak og satte omgående alle mine kræfter ind på at afkode hvordan mine kolleger opførte sig og hvad der blev forventet af én, så jeg kunne kopiere hvad, hvordan og hvornår ned til mindste detalje. Jeg tænkte at jeg på den måde kunne undgå at nedkalde diverse ulykker over – helt ærligt – især mig selv, men vel også over arbejdspladsen som jeg jo havde accepteret at tjene bedst muligt mod betaling. En strategi jeg har holdt mig til om og om igen, aldrig med noget godt resultat i længden.

Einstein har vist engang sagt eller skrevet at definitionen på sindssyge er at gøre det samme igen og igen og forvente et andet resultat. Det er måske lige at stramme den at kalde sådan en fremgangsmåde for sindssyg, men helt sund er den i hvert fald ikke. Tro mig. I sidste ende får det én ned med nakken.

Jeg er ikke helt på toppen for tiden, og en af de ting der ikke fungerer ordentligt, er min hjerne. Jeg oplever perioder hvor jeg ikke kan forstå hvad jeg læser, og må vente til et andet tidspunkt hvor teksten så pludselig giver mening. Jeg kan heller ikke huske særligt godt og må tage noter og lave lister for at klare mig, og alligevel glemmer jeg vigtige ting og er på dårlige dage tusind år om de mindste opgaver fordi jeg hele tiden må gå tilbage og supplere med noget jeg har glemt. Og sidst, men ikke mindst og af største relevans for denne blog, kan jeg heller ikke skrive. Dels kan jeg ikke holde styr på mere komplekst indhold, hvorfor der i lang tid har været og fremover bliver langt mellem snapsene, og dels opdager jeg hele tiden flere og skørere fejl end jeg plejer at lave, i mine afsendte sms’er, mails og blogindlæg. Jeg ikke bare dobbelttjekker, men tidobbelttjekker mine tekster inden afsendelse, og alligevel bliver de mærkelige. Vilje er ikke nok her, det må jeg simpelthen erkende.

Således er der formentlig også noget galt med denne tekst, men jeg skriver og poster den alligevel fordi jeg vil bede dig bære over med mig for alle fejlene og forvirringen, både med bagudvirkende kraft, i dag og fremover. Jeg er ikke pludselig blevet sjusket eller overfladisk, og ingen er mere fortvivlet over de ekstra mange fejl og det lette indhold end jeg selv.

Det at skrive er en af mine yndlingsbeskæftigelser. Jeg har et reelt behov for at skrive, også til andre end min dagbog, så det vil ikke gøre mig noget godt at stoppe med det, tværtimod. Jeg tror på det kan hjælpe mig på ret køl igen, og derfor jeg har besluttet at fortsætte ufortrødent. Jeg håber selvfølgelig det går an for dig der læser med, men uanset vil jeg sætte mit eget behov for at skrive over min bekymring for at andre ikke synes om det.

Hvis du spotter en fejl eller noget usammenhængende, så skriv det endelig til mig. Jeg bliver ikke ked af det, jeg bliver virkelig glad for at få det rettet. Altid.