Jeg lægger nogle gange tarotkort for mig selv. Det er ikke fordi jeg ved så meget om tarot; faktisk ved jeg nærmest ingenting, og lad det være en disclaimer for resten af dette indlæg.
Man kan mene at et oplæg er en ren tilfældighed eller et billede på spørgerens indre tilstand. Jeg ved ikke helt hvad jeg selv tror, men jeg ved at jeg aldrig har lagt et eneste kort uden at det gav mig anledning til at reflektere over noget som var i bevægelse i min psyke, og erkende noget nyt om mig selv. Jeg har fundet den refleksion nyttig hver eneste gang. I mange tilfælde har jeg ligefrem fundet at kortet/kortene viste præcis hvad jeg arbejdede med på det indre plan på det givne tidspunkt.
Således også i dag. For tiden lægger jeg to kort i et oplæg: Inden jeg trækker det første, spørger jeg hvilket område i mit indre landskab der er (mest) aktivt i mig lige nu. Og inden jeg trækker det andet, spørger jeg hvilken energi eller kraft jeg skal bruge for at støtte et kontruktivt arbejde i det aktive område. Når kortene er trukket, kigger jeg længe på de billeder de fremstiller, og følger mine associationer. Bagefter undersøger jeg kortenes betydning i de opslagsværker jeg har til rådighed, og fordyber mig i hvad de traditionelle tolkninger af det enkelte kort mon har med mig at gøre i forhold til de to spørgsmål jeg har stillet.
I dagens Herognu-indlæg kan du se dagens trækning. Blot til illustration. Og blot fordi jeg synes jeg har nogle meget smukke tarotkort som det er en glæde at kigge på og dvæle ved. Håber du vil dele den glæde med mig et øjeblik. 🙂
Kategori: Det nære
Sam-talen
Nogle gange når jeg går gennem en svær periode, “taler” jeg med mennesker med stor indsigt som jeg forestiller mig ville ville mig det godt og ville kunne se mig hvis vi mødtes. Jeg nævnte forleden at jeg har været omkring Alice Miller igen, og en anden dag Craig Malkin (som jeg slet ikke er færdig med at “tale” med, men jeg venter på hans bog). I dag og noget tid frem “besøger” jeg Ilse Sand. Heldigvis har jeg nogle af hendes bøger stående i reolen. Og heldigvis kan jeg bestille resten af dem jeg har brug for, på biblioteket.
Jeg ser frem til samtalen. Jeg tror den vil gøre mig godt. Jeg er slidt op af at tilpasse mig en ekstrovert, ikke-selvransagende og egocentreret verden, og jeg må vende rundt og tage ansvar for mig selv som den jeg er. Jeg har været lige ved at tabe mig selv helt, og der venter et stort og hårdt arbejde med at genvinde det tabte.
Jeg har heldigvis fået hjælp og støtte til at begive mig ud på dette eventyr, af en virkelig person som har mødt mig ansigt til ansigt, gennem rigtig samtale og i direkte kontakt, og som ikke har været bange for eller er veget tilbage i mødet med det sorte mørke og tomheden i mig. Det har været og er fuldstændigt afgørende. Jeg var lige ved at tro at jeg ikke eksisterede længere, og det er kun mødet med dette andet menneske der har kunnet se og spejle mig, som har trukket mig op fra dybet. Det var i sidste øjeblik, og jeg vil være evigt taknemmelig for vores møde.
Alt er ikke godt endnu, langt fra. Men i skrivende stund er jeg nær overfladen og kan få hovedet op og trække lidt luft ind så jeg kan flyde igen. Det kan gå over på et splitsekund, luften kan blive slået ud af mig så let som ingenting i mødet med energier som jeg er sårbar overfor, og så synker jeg igen. Men lige nu, i dette øjeblik, ånder jeg.
Bønner
Da jeg hælder kaffebønnerne i kværnen, kan jeg se hvor smukke de er. For en stund bliver jeg afbrudt i at drøne gennem dagen, tiden står stille, og jeg foretager mig ikke andet end at iagttage. Så er øjeblikket ovre, og jeg hælder vand i maskinen og trykker på knappen. Putter brød i risteren, tager ost ud af køleskabet og tænker på hvad jeg har lyst til at lave resten af dagen. Jeg kan selv bestemme, for jeg har ferie.
Jeg bestemmer noget, det er ikke så svært. Evnen til at tage beslutninger og at planlægge er to af mine spidskompetencer. Men så slår det mig at jeg måske hellere skal prøve om jeg kan lade dagen vise mig flere smukke ting. Åbne mig for at lade tiden stå stille og bruge tiden på netop ikke at bruge tiden. Måske vil det gøre mig godt.
Jeg har vasket tøj, og om lidt er mine skjorter tørre nok til at blive strøget. Siden jeg som barn lærte at stryge, har jeg elsket duften, bevægelserne, resultatet. Nogle gange kan jeg bedre tage mig sammen til at vaske hvis jeg tænker på at jeg får mulighed for at stå og stryge et stykke tid senere. Det er meditativt for mig. Jeg kan ikke forklare det, men jeg synes også det er smukt at stryge.
Tilbage til virkeligheden
Jeg har taget en beslutning og har slettet alt under Meta. Facebook inklusive Messenger, Instagram inklusive Threads. Jeg har drømt om at gøre det så længe, så længe, men jeg tror at forestillingen om at det kunne få nogen til at føle sig afviste eller “smidt væk” har afholdt mig fra andet end at deaktivere facebook i mange, lange perioder.
Jeg trænger til at frigøre noget energi og samle mit fokus. Jeg vil læse bøger, skrive, tænke og pusle med mine solosysler uden at lade mig afbryde af min egen nysgerrighed og rastløshed. Og jeg vil undgå at skulle tage alle mulige informationer ind som jeg ikke behøver, og som påvirker mine følelser og tanker og overvælder mig.
Jeg vil også gerne gøre en indsats for i højere grad at bringe mig ind i samme fysiske rum som de mennesker jeg er tættest på. Noget går tabt i kommunikationen og kontakten når vi mennesker skriver til hinanden og ikke ser, lugter, mærker og hører hinanden, og for mit eget vedkommende er det tid til at prøve at genvinde det tabte. Jeg har brug for at gøre en indsats for at bringe mere dybde, fysisk nærvær og sanselighed ind i min måde at omgås andre mennesker på.
Så nu ved du hvor jeg blev af, hvis du er et af de mennesker jeg kender i virkeligheden. Jeg er ikke væk, jeg har bare flyttet mig for bedre at kunne møde dig.