Læs. Tænk. Se. Skriv. Gå. Svøm. Vid.
“Historien er et sæt af vedtagne løgne”, skal Napoleon Bonaparte have sagt. Jeg ved strengt taget ikke hvad han mente med det og kender ikke sammenhængen som citatet er taget ud af, men hvis man køber den præmis som den står her helt nøgent, kan man jo gøre lige hvad fanden man vil uden at tage hensyn til noget som helst der er gået forud.
Det er for mig en helt absurd uhyggelig tanke.
Forestil dig at et menneske kan være indrettet sådan at input i form af alle slags stimuli og indtryk går nærmest ufiltreret ind, og at output forstået som al kommunikation og alle handlinger passerer gennem et tæt filter på vej ud.
Overvej så hvad forskellen mellem input og output kan blive til over tid i forhold til både mængde og egenskaber. Og hvilken virkning dette kan have, både for mennesket med den her indretning, og for dets omverden.
Det er lidt ligesom et rensningsanlæg, tænker jeg. Hvor dette ene menneske tager sig af en masse slam som omverdenen slipper for og kan undlade at forholde sig til. Så længe det fungerer, i hvert fald.
(Måske kan man også forestille sig det omvendte: Et menneske hvor input passerer gennem et tæt filter ind i personen, men hvor output er totalt ufiltreret og tilmed mangler substans?)
Forleden faldt jeg over et hæfte med krydsord og sudoku som nogen havde efterladt i et offentligt rum, og tog det med hjem. Jeg tænkte at jeg måske kunne træne min hjerne lidt med sådan nogle aktiviteter.
Jeg aner ikke hvordan det egentlig går med hverken krydsordene eller sudokuerne (jeg havde aldrig prøvet at løse en sudoku før). Det kan være at det ville se helt absurd langsomt og dumt ud hvis nogen med forstand på sagerne så mig “arbejde” udefra. Jeg aner heller ikke om det faktisk træner min hjerne så den kommer lidt op i gear og engang igen kan løse mere komplekse problemer. Men det er måske heller ikke det vigtigste, har jeg opdaget.
Det er nemlig først og fremmest virkelig sjovt! Tiden forsvinder, jeg bliver totalt opslugt, og alene det er så helt utroligt dejligt og gør mig glad og rolig. Det er en gave at opdage at jeg (igen/stadig) kan fordybe mig uden hele tiden at være bange for at blive forstyrret eller overse noget eller glemme tiden eller forsømme et eller andet som andre mennesker forventer jeg tager mig af, og dermed gøre nogen vrede eller ultimativt afstedkomme en mindre ulykke.
Det er en livsnødvendighed for mig at kunne fordybe mig og lade mig opsluge af noget som interesserer mig. Jeg har været så bange for at jeg havde mistet både mulighederne og evnerne for det. Nu er det lykkedes at skabe mit “yndlingsrum” i det små, og det føles virkelig godt.
Der var engang én, som jeg desværre ikke husker hvem var, der sagde at man som et neurodivergent menneske kunne være ramt af en form for stockholmsyndrom i forhold til de normale/neurotypiske mennesker man omgås, og som konstant møder én med forventninger og krav om at man tilpasser sig deres perspektiver og værdier i en fælles hverdag.
Som i et psykologisk gidseldrama bliver man holdt tilbage for at gidseltagerne kan opnå det de gerne vil.
Med tiden forsøger man at sætte sig ind i hvad de andre gerne vil og ønsker, og efterhånden udvikler man sympati både for dem som mennesker og for det de gerne vil opnå. Langsomt skifter man så at sige side fra sig selv til dem og får nemmere ved at retfærdiggøre og beskytte dem end at retfærdiggøre og beskytte sig selv. Det bliver sværere at sige fra eller sige hvad man har behov for, fordi man tænker det vil være synd for de normale at opleve at man tager afstand fra dem og/eller deres adfærd. De skulle nødigt føle sig forkerte eller som dårlige mennesker, smerten ved den oplevelse kender man nemlig selv alt for godt.
Den mekanisme kan træde i kraft endda i forhold til mennesker der reelt behandler en meget dårligt, fx mobbere i skolen eller forråede kolleger.
Det ringede omgående en klokke i mig da jeg hørte det. Der er endnu ingen der ved om jeg er et neurodivergent menneske af en slags, men jeg er i hvert fald ikke ligesom flertallet, og der er ingen ende på hvad jeg har fået mig selv til at gøre eller affinde mig med fordi jeg godt kunne fatte at andre fandt det vigtigt eller rigtigt og jeg ikke ville ødelægge noget for dem. Jeg tænkte at det nok – igenigen! – var mig der var et forkert menneske som skulle rettes op, og at jeg måtte gøre mig umage for at gøre det rigtige og ikke stå i vejen for, holde op med at beskytte eller ligefrem skade dem der åbenbart havde fat i den lange ende.
Det tænker jeg meget over.