Læs. Tænk. Se. Skriv. Gå. Svøm. Vid.
Opdatering, IG 4. august 2021:
Opdatering 28. august 2021:
Jeg har nu læst også Svaner bliver ikke skilt og Ar, og jeg blev ikke skuffet! Jeg nød begge bøger, det er fine og særlige fortællinger fra indersiden af mennesket med dybe eksistentielle og symbolsk fremstillede temaer som omdrejningspunkter, og især Ar har berørt og bevæget mig meget.
Forleden postede jeg ovenstående i min instagramhistorie, men jo mere jeg tænker over det, jo vigtigere er det for mig at den her serie kommer med på denne blog. Connell og Marianne, seriens hovedpersoner, er helt normale mennesker OG de er højt begavede OG de er hver især modsætningen til det man forventer af de to køn. Deres vej mod at blive voksne er at forstå hvilke fordomme de selv har optaget i sig uden at vide det, og at frigøre sig fra dem. Fordomme om køn, socialklasse, udseende, det at være introvert, det at være højt begavet, det at være sensitiv, det at have en depression .. blandt andet.
Mennesker mod hvem der er og bliver begået noget forkert eller som er blevet set som forkerte (eller slet ikke set), kan meget let ende med at tro at det er dem der er forkerte.
Jeg må bare sige det ligeud: Jeg kan ikke anbefale nogen, ung eller gammel, nok at se den serie. Og det er min erfaring at hvis ikke vi alle, så i hvert fald nogle af os på en måde bevæger os henover vores egne indre børne- og ungdomslandskaber igen og igen livet igennem og uanset alder kan have glæde af at tage endnu en tørn med at bevidstgøre nogle flere forhold i de landskaber. Derfor har den her serie faktisk ikke rigtigt noget med alder at gøre for mig, den har noget at gøre med at være menneske. Et normalt menneske.
Hvis jeg skriver sådan her, ser det surt ud.
Sådan skriver et klogt ungt menneske kort tilbage til mig efter at jeg vantro har spurgt om det virkelig er rigtigt at det sender uvenlige signaler hvis man slutter sine chatsætninger med punktum. Jeg har nemlig læst artiklen Sætter du punktum sidst i dine beskeder? Derfor tror folk, du er sur på dr.dk.
Efter at have set svaret, dæmrer noget for mig. Jeg kan pludselig se et helt fast mønster i de chatbeskeder jeg har set fra de unge mennesker gennem de sidste flere år, og jeg kan også se at det jeg har oplevet som lidt sløset og hurtig kommunikation, faktisk er mindst lige så regelret og konsekvent som min egen eksekvering af den retskrivningsregel jeg har internaliseret fra min egen tid som ung: at man for alt i verden ikke må undlade at slutte en sætning med punktum eller et andet tegn der har punktum nederst! Jeg kan nu se at de unge helt konsekvent har erstattet punktummet i enden af deres beskeder med et rødt hjerte uden slinger i valsen overhovedet. Brugen af det røde hjerte har jeg for længst selv taget til mig i mine beskeder til netop dem fordi det faktisk føles som en indforstået måde at signalere god vilje og en imødekommende indstilling på, men jeg har alligevel ikke forstået hele princippet, for jeg har også konsekvent sat punktum efter hjertet ❤. Eller før. ❤
Hvad så hvis man skriver et spørgsmål? spørger jeg. Ja, så kan jeg godt sætte hjertet efter et spørgsmålstegn og ligeså hvis min sidste sætning er et udråb der fortjener et udråbstegn! ❤
Jeg er faktisk ikke så meget for de der røde hjerter, bemærker jeg, og får at vide at jeg fint kan bruge en anden emoji end et rødt hjerte hvis det passer bedre til indholdet (eller mig). En enkelt passende smiley for eksempel. Jeg kan i øvrigt eventuelt også godt sætte et hjerte/en alternativ emoji efter en anden sætning end den sidste hvis en chatbesked en sjælden gang er på mere end én helsætning, men jeg skal helst ikke sætte flere hjerter i en besked og ikke flere emojis efter hinanden — det er dårlig stil. (Hvem kan dog konsekvent fatte sig i en så ufattelig korthed, tænker jeg i en indvendig sidebemærkning, men hører så også et andet klogt ungt menneskes gentagne kritiske bemærkninger om mine alt for lange beskeder et sted i baghovedet).
Således oplyst og belært om den næste generations endnu uskrevne regler for tegnsætning i og længde af chatbeskeder har jeg fået noget at øve mig på. På en måde er jeg lettet, for nu skal jeg bare lære at følge de her nye regler for at blive læst (rigtigt). Det er noget jeg forstår, og jeg kaster mig over udfordringen med ildhu.
Hvis jeg skriver sådan, ser det hverken surt eller sjusket ud ♡
2020 og begyndelsen af 2021 blev en periode hvor jeg spiste mig til en overvægt jeg til sidst ikke længere kunne ignorere. Hver dag glædede jeg mig bare til at komme hjem fra arbejde og trøste mig selv og dulme hvad jeg vil kalde en eksistentiel smerte, med noget (skod)mad og måske et glas vin eller to. Ud over at det (selvfølgelig) ikke hjalp på den indre smerte, havde det også nogle mærkbart uheldige konsekvenser for min krop. Jeg blev tykkere end jeg selv kunne lide at kigge på, jeg havde ikke samme glæde ved at bruge min krop, og mine led syd for navlen begyndte at protestere.
I løbet af april tog jeg mig endelig sammen til at tage mig ordentligt af min krop igen. Jeg har ingen vægt og ved stort set aldrig hvad jeg vejer, så mit tøj og et målebånd måtte guide mig. Jeg besluttede at når jeg kunne passe mine cowboybukser igen og havde en livvidde på højst de magiske 80 cm som “officielt” angiver grænsen for normalvægt for kvinder (for mænd er det tilsvarende mål 94 cm), var jeg i mål. Jeg var klar over at jeg havde brug for hjælp til at strukturere mine måltider, forstå min mad og finde inspiration til gode fødeemner, og efter at have søgt lidt rundt valgte jeg Sense-principperne (sensekost.dk). De giver mening for mig fordi de er baseret på solid viden om ernæring, er uhyre simple og nemme at praktisere i dagligdagen og desuden fri for enhver moralsk eller madreligiøs prædiken (hvilket jeg afskyr). Derudover er sense-principperne generelt en vejledning til at spise sundt, varieret og delikat uanset om man vil tabe sig eller bare holde vægten, så jeg anser det for at være viden jeg kan have glæde af resten af livet.
Jeg har læst grundbogen, Sense – Slank med fornuft af Suzy Wengel (som er “opfinderen” af Sense), og Sense for hele familien af samme forfatter for at sætte mig grundigt ind i principperne og lade mig inspirere af forslagene til hvordan man konkret kan sammensætte sine måltider. I bøgerne og i øvrigt på hjemmesiden* er der et væld af konkrete opskrifter, som jeg har skelet lidt til, men det er lige lovligt meget konkret sansning for en intuitiv person som mig :-). Principperne og lidt inspiration er det mest brugbare for mig, men for andre der har lyst til meget håndfast instruktion, er der virkelig meget at hente.
Jeg har nu klart nået målet med en livvidde på højst 80 cm og er officielt ikke overvægtig længere. Mine cowboybukser strammer stadig lidt, men det er kun et spørgsmål om en uge eller to, vil jeg tro. Så er jeg helt i mål**.
Ud over de målelige resultater har jeg også opnået noget andet som måske er endnu vigtigere. Jeg har fået en viden og nogle erfaringer som gør at jeg kan passe bedre på mig selv fremover. Jeg har (gen)opdaget hvordan det føles i kroppen når ens blodsukker er stabilt så man “glemmer” at tænke på mad i lange tidsrum og kan koncentrere sig om noget andet indtil en rigtig sult melder sig og det er tid til at spise igen. Og jeg er blevet hjulpet til at blive bevidst om ikke at spise på mine følelser eller psykiske behov for energitilførsel (bortset fra de få gange jeg er faldet i, hvilket der også er et kærligt princip til at håndtere i Sense) og i stedet spise ud fra mit kropslige behov for energitilførsel. Det har afstedkommet både en sand åbenbaring og en frigørende virkelighed. Jeg har aldrig haft det bedre sådan alment kropsligt, det kan jeg sige helt ærligt. Mit energiniveau, min fordøjelse, mine led, min oplevelse af min krop – alt er godt!
Jeg har på intet tidspunkt i processen med at tabe mig følt at jeg manglede noget, at jeg skulle undvære eller at jeg skulle tage mig sammen for at spise “så lidt”. Jeg har dog skullet vænne mig til at mætheden af et måltid ikke kommer umiddelbart i forbindelse med måltidet, men lidt efter. Mens jeg spiser kan jeg nemlig godt have lyst til at spise mere end den afmålte portion, men jeg har nu gjort den erfaring at jeg kan stole på at jeg måske en halv time efter at have spist, føler en mæthed som holder til næste måltid. Jeg forestiller mig at det tager lidt tid efter indtagelsen af maden før mit blodsukkerniveau er på plads, men det er ikke noget jeg ved, bare noget jeg oplever. Jeg ved heller ikke om andre oplever det samme.
Alt i alt har jeg spist godt og nok. Jeg har nydt god mad hver eneste dag, og jeg har kunnet finde ud af at tilpasse mine måltider når jeg af sociale hensyn har haft brug for det, uden at miste grebet. Jeg har desuden fundet andre veje til at håndtere mine besværlige følelser, veje som er langt mere konstruktive end at forsøge at spise dem væk. Og jeg har fået den krop tilbage som jeg har det bedst i. Det er altsammen i forening ikke nogen ringe ting, og selvom det er lidt fremmed og kejtet for mig at skrive om noget så konkret som mad (der i bund og grund ikke interesserer mig ud over som middel til et mål), har jeg hermed gjort forsøget i håb om at bidrage til at andre med behov eller interesse nu ved hvor de eventuelt kan gå hen efter viden, inspiration og konkret vejledning til at opnå det samme.
*Jeg har købt bøgerne via boghandlere og en form for startpakke via hjemmesiden som en måde at betale for den viden og vejledning jeg ellers helt gratis har kunnet skaffe mig om Sense. Bøgerne kan fx lånes på biblioteket, hvilket jeg også startede med, og hjemmesidens indhold, sensekost.dk, er tilgængeligt for alle.
**Opdatering 17. juni 2021:
