Det tunge – Side 11 – Jannes sted

Audivan

For et stykke tid siden fik jeg et tilbud om at overtage en gammel A3’er. Velholdt, velkørende. Jeg sagde ja tak, tænkte at det var mit livs chance for at blive bilejer, kronisk uformuende og fattig som jeg er som en konsekvens af et liv hvor indre værdier altid har fyldt mere end pekuniære værdier.

En bil. Hvad kan den bruges til? Jeg har det meste af mit liv cyklet fra a til b (eller benyttet mig af offentlige transportmidler), og det har gjort mig glad og holdt mig “ung”, så muligheden for en nemmere daglig transport er ikke noget kardinalpunkt på min ønskeliste. Jeg kan godt regne ud at min krop måske ikke kan blive ved med at transportere sig selv, men tænker at det er sandsynligt at bilen bliver for gammel til at flytte sig ved egen kraft før jeg gør – især hvis jeg bliver ved med at forsøge. Men hvad kan min lille bil så ellers bruges til? Og hvorfor synes jeg alligevel det kunne være en berigelse at have en bil?

Fordi en bil giver frihed. Til at kunne bestemme selv.
Fordi en bil giver én et privat rum at rejse i. Jeg har altid nølet med at opleve verden fordi jeg hader trængsel og ufrivillige møder med tilfældige mennesker. Desuden oplever jeg bedst når jeg er alene; selskab og kontakt tager meget tit min opmærksomhed væk fra det der måtte være at se, lære, tage ind. Jeg kan bedst lide hver ting for sig, selskab eller oplevelser.
Fordi en bil giver bedre muligheder for at kunne komme ud til øde steder i naturen som nok er de steder i verden hvor jeg nyder allermest at være og føler mig allermest hjemme i livet.

Det tænkte jeg så over, men handling var det så som så med i en rum tid. Men så en dag tog jeg mig endelig sammen til for eksempel at finde ud af noget så konkret som hvordan jeg kunne lægge bagsæderne ned og om der var potentiale for at tænke på den lille bil som en van med lavt til loftet. Det var der, så jeg. Så støvsugede jeg bilen i alle kroge, lærte dens indvendige rum at kende og lod det jeg havde set, simre i mit hoved i nogle dage, mens jeg tænkte igennem hvordan jeg kunne indrette den med soveplads og opbevaringsplads. Så købte jeg en madras, nogle hynder der kunne udligne højdeforskellen mellem bund og et nedslået ryglæn (fordi jeg ikke kan finde ud af eller har værktøjet til at bygge den “seng” jeg ellers har udtænkt i detaljer og som ville blive den helt rigtige, ordentlige løsning) og nogle opbevaringskasser i de rigtige mål. Jeg kan lige ligge der i længden, med let bøjede ben, og jeg kan præcis få plads til en kasse med tøj, en kasse med køkkenting, en kasse med toiletsager og en kasse med “kontorting”, dvs. min dagbog, min pc, mit penalhus, en lampe og de bøger jeg er i gang med at læse. Hvad mere behøver jeg?

Jo, jeg behøver også at kunne skaffe den energi der skal til, og den falder i tre kategorier:

Ernæringsmæssig energi til mig: Kan jeg sørge for at jeg får det at spise jeg har behov for og har bedst af når jeg er på tur?
Bilmæssig energi: Kan jeg finde ud af at tanke, og kan jeg betale hvad det koster? Kan jeg i det hele taget håndtere en bil og de problemer der kan opstå?
Elektronisk energi: Kan jeg holde liv i min mobiltelefon som jeg skal bruge som a) gps (helt afgørende), b) til at tage billeder med (også meget vigtigt – jeg tager mange billeder, det er for mig en virkelig værdsat måde at iagttage og give mening til verden på), c) til at slå fx overnatningsmuligheder og andre vigtige eller interessante ting op med undervejs og d) til at kommunikere med? Kan jeg også holde liv i min pc, en pandelampe, mit gps-ur og måske et par hovedtelefoner — hvis jeg nu skal tænke ikke-nødvendigt, men bekvemt også?

De to første energiområder klarer jeg nok på en eller anden måde hvis jeg tænker mig godt om, så ingen grund til at snakke mere om dem. Hvad angår det tredje og sidste, så købte jeg en oplader til cigarettænderen i håb og forventing om at kunne oplade min telefon og eventuelt en anden batteridreven dims hver gang jeg kørte, men måtte se i øjnene at cigaretstikket er kaput. Så på min første tur måtte jeg give op efter bare en nat og to dage fordi jeg følte mig stærkt begrænset af udsigten til at løbe tør for strøm på min mobil. Jeg prøvede at se bort fra det og stole på at det løste sig selv (hvilket det gjorde: Jeg brugte de sidste 5 procent strøm til at finde vej til en destination hvor det viste sig at der var strøm ad libitum), men jeg må erkende at jeg ikke kan leve med ikke at kunne være sikker på at have en vejviser eller at skulle rationere fotografering og informationssøgning. Så meget off-grid og overladt til tilfældighederne kan jeg simpelthen ikke være, det må jeg bare se i øjnene.

“Du skal da bare købe en powerbank”, sagde min underbo da vi mødte hinanden mens jeg var i færd med at bære min minimalistiske oppakning op i lejligheden igen. Han spurgte til mig, formentlig fordi jeg oste af frustration, og jeg nævnte mit turafsluttende problem. Nu har jeg kigget på det, og en powerbank er måske vitterlig svaret, selvom den jo også skal lades op med jævne mellemrum og derfor kun kan være den næstbedste løsning i forhold til at kunne trække på den strøm bilen genererer løbende. Jeg må lige tænke over det. Før jeg handler.

Hvis du er nået hertil, tænker du måske at det da er utroligt så svært et menneske åbenbart kan have ved noget som er så ligetil og ukompliceret. Ja, siger jeg bare. Jeg har aldrig været mester i at klare mig i den konkrete verden; de kompetencer synes at være tilfaldet for eksempel min far, min bror, min eksmand og mine sønner i fuldt omfang. Jeg tyer ofte til at tænke “Hvordan ville M eller H eller .. have klaret det her?” hver gang jeg ikke aner hvad jeg skal gøre. I yderste nød ringer jeg måske endda til en af dem. Låner deres hjerner et øjeblik, i tankerne eller i virkeligheden. Men med alderen har jeg også fundet ud af i stadig højere grad at spørge “Hvordan ville Janne klare det her” for at finde en løsning – jeg skal jo øve mig og vokse med den opgave livet er. Og som regel finder jeg dem, løsningerne, jeg finder bare ikke de bedste løsninger, eller også er jeg ikke i stand til at realisere dem, og det irriterer mig grusomt når jeg ved de er der.

Heldigvis er der rigtig meget som andre har fundet løsninger på før det blev udfordringer for mig, og jeg googler og søger på anden vis på nettet i stor stil. “Hvordan finder man ud af hvor man kan overnatte i sin bil?” er for eksempel et spørgsmål jeg har stillet og fundet svar på. Jeg har læst reglerne og tænkt mig at følge dem. Og så har jeg foreløbig fundet vej til Pintrip, park4night og iOverlander. Min første overnatning ledte app’en park4night mig til, og jeg vil være evigt taknemmelig. Det var lige hvad jeg ledte efter.

Mens jeg sad i min bilseng sidst på aftenen og så solen gå ned over havet i en sprække i skyerne, fik jeg ideen til hvordan jeg kan lave “gardiner” så jeg kan være privat i min audivan, som jeg fra nu af vil omtale min bil som. Det vil jeg bruge denne skønne fridag til at realisere. Mens jeg tænker lidt mere over det med power. Så er jeg ellers klar til at tage ud igen. Verden venter også på sådan en som mig, og bedre sent end aldrig.

Første tip, første nat. Det kunne ikke have været bedre. park4night.

Første nat. Solnedgang bag skyerne. Jeg sov godt.

Mig og audivan i et grovkornet billede taget med min computer som har et lousy kamera, men som stadig havde strøm da min mobil var tæt på at dø.

Pyha, jeg fandt et stik i Naturrum på Røsnæs. Sad og læste *Aftentid og morgengry* af Ken Follett og fulgte med i strømmen af mennesker der begav sig ud på vandring mens jeg ventede. Det gider jeg ikke igen! (Altså sidde og vente mens andre går ud i verden – bogen gider jeg godt læse, den var en trøst).

Metaperspektiv

Det her indlæg er ikke for sarte sjæle. Men det er ærligt. Jeg vil sige det ligeud inden du eventuelt slår dig på det.

Vær mod andre som du ønsker de skal være mod dig, lyder en talemåde, og forleden morgen gik det op for mig med syvhundrede kilometer i timen at jeg — uden rigtigt at vide det — forsøger at udleve de ord på den her blog og måske i et vist omfang også på andre sociale medier.

Det begyndte med at det gik op for mig at jeg forestiller mig at de gode mennesker der læser med her, tænker nogenlunde ligesom jeg gør. Jeg skriver altså til en form for fantasi-i-ånden-beslægtede-venner eller fantasisjælevenner om man vil. På gode dage tror jeg på at de virkelig findes, på dårlige dage frygter jeg at den eneste jeg skriver til, er mig selv.

Det tænkte jeg lidt over, og så gik det op for mig at jeg prøver både at skrive og arrangere bloggen i praksis så eventuelle læsere får det jeg selv gerne vil have, når jeg læser med hos andre. Hvis man skal stramme den tanke, er det vel det samme som at sige at jeg tager udgangspunkt i mine egne behov og ikke forsøger at tilfredsstille nogen andres med mindre de falder sammen med mine. Det er nok ikke helt forkert, men måske er det også det der i bund og grund gør det her til Jannes sted.

Hvad er det så jeg gerne selv vil have og som jeg prøver at give til andre? Ja, hvad indholdet angår, forsøger jeg helt enkelt bare at vise hvordan jeg ser verden. Hvad jeg er for et mennesker – hvad jeg gør mig af tanker, hvordan jeg har det med dette og hint, hvad jeg bøvler med, hvad jeg glæder mig over og hvad jeg lærer henad vejen. Det er med andre ord en måde at stille min person til rådighed for verden på, så ærligt og redeligt som jeg evner på hvert givne tidspunkt. Kig ind, observer, mærk. Tænk, forstå, undr dig. Bliv provokeret, føl dig genkendt, bliv inspireret, bliv klogere på dig selv og på andre menneskers forskellighed fra dig! Det er dybest set det jeg tilbyder og byder på, i små bitte doser ad gangen. Og så forsøger jeg at arrangere det hele så du kan gøre det i fred fra bageste række hvor ingen kan se dig, og uden at du bliver opfordret til at træde frem eller bidrage med andet end at iagttage. Her er ikke noget kommentarfelt. Der er ikke nogen forventninger om høflig gensidighed fra min side. Den smule jeg trods alt har at give, giver jeg kvit og frit, og jeg håber jeg tilkendegiver at her på stedet er det helt i orden at gå ind i sit eget rum og ikke tænke på at man selv skal “være på”. Man kan “bare” lytte, “bare” kigge med, “bare” iagttage og tænke sit uden at skulle gøre noget som helst til gengæld. Fuldstændig som hvis man læser en bog eller ser en tv-serie (ingen sammenligning i øvrigt).

Forleden fandt jeg via facebook dette oversatte og transskriberede citat af Ursula Andkjær Olsen (fra Louisiana Channel) som jeg synes passer så fint ind her:

“The world is very overwhelming and other people are very overwhelming.”
“Sitting down with your own book creating your own room you can meet an expression and intense evidence of the world.”

En blog er ikke en bog, det ved jeg, men at møde et udtryk for og et intenst vidnesbyrd om verden uden at blive overvældet er alligevel præcis det at blogge handler om for mig. Det er i korte træk det rum jeg gerne vil træde ind i, når jeg læser andres ord, uanset form og medie. Og det er det rum jeg ønsker at træde ind i når jeg selv skriver, uanset form og medie.

Alle disse mine tanker om at blogge har afstikkere ud i de sociale medier som jeg også prøver at forholde mig til. Jeg vil gerne bruge nogle af dem, først og fremmest fordi jeg har fornøjelse af at prøve at udtrykke mig, men det har været og er svært for mig at finde ud af at gøre det på en måde jeg har det godt med og som giver mening for mig. Facebook har altid overvældet mig og gjort mig urolig, men i perioder har jeg alligevel forsøgt mig med at poste ting og sager der, i seneste omgang kopier af indlæg herfra. Men det går slet ikke for mig. Med det evigt åbne kommentarfelt og sin helt ekstremt ekstroverte kultur sender facebook mig direkte ned i overvældelses- og synlig-og-forkert-helvedet. Lige for tiden bruger jeg Instagram hvor jeg poster sort/hvide fotos med kommentarfeltet slået fra samt historier som ens følgere jo nemt kan slukke for hvis de overvælder. Men jeg lover ingenting, måske bliver også det for meget eller forkert for mig på et tidspunkt.

Jannes sted er mit fristed, og jeg håber der findes andre derude der som læsere også kan opleve det som et sådant. Jeg skal ikke sælge noget, promovere noget, overbevise om noget. Jeg skal bare vise hvordan verden, min indre og den ydre, ser ud for mig, og gøre plads til at andre kan se, iagttage, erkende. Det er det hele — må det være noget eller ingenting.

Hjælpsomme bøger

For ikke så længe siden fik jeg et gavekort til en boghandel, og jeg var ikke mange dage om at omsætte det til blandt andet to bøger af Ilse Sand: VENLIGE ØJNE på dig selv og Sig hej til din SKAM. Jeg kendte godt Ilse Sands univers efter at have læst flere andre af hendes bøger, og jeg havde ønsket mig de nævnte to siden jeg så de udkom. Jeg synes Ilse Sand er meget dygtig til at omsætte komplekse og vanskelige indre forhold til kortfattede og præcise fremstillinger uden at dybde, indsigt og omsorg går tabt. Især er hun – set med mine øjne – virkelig god til at sætte ord på følelser.

Sådan vil jeg også sige om de to bøger om henholdsvis dårlig samvittighed (skyldfølelse) og skam. Det har været både øjenåbnende og støttende at læse dem begge, om end jeg oplever at have mest brug for at høre hvad Ilse Sand har at sige om skam. Jeg læser meget ofte i cirkler på den måde at jeg læser en bog flere gange med stadig dybere opmærksomhed og måske med varierende fokus (præcis som jeg også skriver på denne blog, i øvrigt), og jeg har foreløbig kun taget første runde med bogen om skam og er ved at tage tilløb til næste.

Jeg kan sætte mig ind i, omend ikke direkte genkende, mange af de konkrete eksempler fra eget eller andres liv som Ilse Sand giver på situationer der kan give anledning til skam, men det er som om der mangler noget i forhold til den skam jeg oplever hos mig selv. Hvis bare jeg kunne afgrænse den til sådanne konkrete områder, får jeg lyst til at sige. Jeg har en helt anden generel fornemmelse af at min skam omfatter hele min person. At jeg ikke har huller, men er et hul. Jeg vil måske beskrive det som om at der ingen pauser er fra den skam jeg kender, undtagen måske når jeg er alene. På samme måde tænker jeg om forslagene til hvordan jeg letter min egen skam: Hvis bare det var så let! Og i næste sekund tænker jeg at det jo nok kunne være så let hvis ikke man var så forkert som jeg. Og så er jeg jo havnet lige præcis på skammens sted i mig selv igen, og det er ikke heldigt.

Alligevel tænker jeg at bogen kan blive en hjælp for mig, og for den rette tænker jeg også at bogen om dårlig samvittighed kan være det samme.

Jeg har tidligere skrevet en del om skam her på stedet – følg eventuelt tagget skam hvis du vil læse det. Her vil jeg blot lade skam-bogens omslag tale for sig selv. Ilse Sand siger alligevel det der skal siges, tusind gange bedre end jeg kan.

Opdatering 18. juni 2021:
Jeg har nu læst bogen endnu engang, og det har givet anledning til at justere min første udmelding om bogen en del, i bund og grund fordi jeg faktisk har forstået noget mere omkring min egen skam. Blot til orientering hvis du genbesøger stedet her og undrer dig.

8. marts

For en uge siden fik jeg Menneskets hjerte af Jon Kalman Stefansson foræret. Det er den tredje bog i en trilogi, de første to er henholdsvis Himmerige og helvede og Englenes sorg.

På den uge der er gået, har jeg lånt de to første og læst dem alle tre. Det er længe siden jeg har læst noget så godt, så begavet, så styrkende, så smukt.

Dagen i dag – kvindernes internationale kampdag – synes at være den helt rigtige dag at fortælle om den her trilogi på, for i den afvises alle forsøg på at skævvride og tippe verden til fordel for det traditionelt mandlige og mandscentrerede hos begge køn, og det afvises med fællesskabsfølelse, livskraft, kløgt og kærlighed.

Der foregår også en del andet af overordentlig stor betydning i løbet af handlingen, men bortset fra hovedtemaet, en anderledes og begavet drengs forvandling til mand, undlader jeg at nævne det her. Fordi det er den 8. marts.

Jeg siger bare: Læs! Læs for hulen!