Jeg venter på at kunne hente reserveringer på biblioteket. Jeg glæder mig som et lille barn; det er længe siden man har kunnet låne materialer, og da biblioteket åbnede for reserveringer til afhentning igen sidst i januar, var jeg på pletten ved computeren. Indtil bøgerne er klar, læser jeg en bog fra min egen reol som jeg engang fik foræret af en klog kvinde, men som jeg åbenbart først er parat til at læse nu. Måske skulle jeg blive gammel nok, jeg ved det ikke.
Bogen foregår før og under 2. verdenskrig. Den er et kæmpe vindue ind til det vi mennesker er gjort af på godt og ondt og som viser sig tydeligt i en tid hvor det eksistentielle spændingsfelt mellem mulighed og nødvendighed bliver trukket hårdt op. Jeg er godt halvvejs, og jeg er opslugt. Jeg slukkede lyset klokken to i nat. Der er ubærlige scener i løbet af bogen hvor mørket er så massivt at det er svært at læse. Og så er der lyset. Det skinner så stærkt i den her bog at man som læser kun kan tage imod det og lade sig oplyse. Det tør jeg godt sige allerede nu hvor jeg stadig mangler en bid, og hvor jeg er både spændt på og bange for hvordan det hele ender.
I går væltede jeg en halv kop kaffe ud over min bærbare, der nok er den fysiske genstand i verden jeg nødigst vil undvære.
Jeg satte den til afdrypning i opvaskestativet og til tørre på radiatoren. Og da min søn kom om aftenen, gav han den en omhyggelig omgang med hårtørreren mens jeg lavede mad.
Den virker nu, jeg holder vejret og håber det varer ved. Kun en enkelt knap på tastaturet har tilsyneladende mistet forbindelsen til apparatets indre kredsløb: Pil ned. Det kan jeg godt leve med. Det går. Sammenlignet med at skulle undvære et bogstav eller for den sags skyld hele apparatet er det ingen ulykke at skulle etablere nye ryk-markøren-eller-fokus-nedad-vaner.
Hvoromaltinger, en computer er jo bare en ting. Anderledes alvorligt er det med de mennesker og relationer man mister og må lære at undvære henad vejen. Og sammen med dem den kærlighed som trods alle forsøg ikke kan drænes for det der ødelægger den, og som ikke kan udfoldes.
Det har fået mig til at forsøge at sætte ord på hvad det egentlig betyder for mig at elske et andet menneske og indgå i en kærlig relation. Jeg ved det faktisk ganske godt. For mig betyder det at opleve det andet menneske som så værdifuldt, interessant og givende at jeg vil bruge min tid, mine evner, mine ressourcer til at støtte det menneske i at udvikle sig, blive den bedste udgave af sig selv og opnå de ting i livet som vedkommende har behov for og finder mening i. Og samtidig at jeg er villig til at lade det andet menneske lære mig grundigt og ærligt at kende så vedkommende kan gøre det samme for mig.
“Kærlighed er ikke en følelse, men kvaliteten af en relation. Modsætningen til kærlighed er ikke had, det er ligegyldighed”. Sådan har jeg tidligere citeret Asger Neumann fra en radioudsendelse, lang tid før Lone Frank i sin fine bog om kærlighed, Størst af alt,lod samme Asger Neumann brede opfattelsen ud. Her siger han også, frit genfortalt, at ‘at elske’ jo er et verbum, og frem for at have fokus på kærlige følelser, så handler det om at have fokus på kærlige handlinger. Sådan kan det jeg mener på min egen hjemmebryggede facon, måske også siges.
Jeg ved egentlig godt hvad jeg tror på, tænker og mener om de fleste ting her i livet. Sværere for mig er det sært nok at finde steder i verden hvor jeg mødes af mennesker med nogenlunde de samme opfattelser som jeg selv har. Det er der skræmmende tomt for i mit liv, hvis jeg nu skal være ærlig, uanset at jeg kender og holder rigtig meget af mange mennesker.
Men så er det jo godt at internettet findes, for nu lige at trække det hele op på et mere humoristisk plan. I dag fandt jeg en facebook-gruppe hvor mennesker med den samme mbti-type som min prøver at være morsomme, og jeg har siddet her i regnvejret og vintermørket og grinet højlydt i en rum tid efter at jeg først blev sluppet ind. Følt mig set og spejlet i ånden. I får ingen eksempler, I må tro mig på ordet: Det var vældig opløftende og forløsende!
(Prøv lige at forestille jer hvis nu det var bogstavet e, til æksæmpøl, jag ikkø længørø kunnø skrivø. Dit villø gøræ minø tækstår til ræn hjærnøgymnastik at læsø (og skrivø). Måski villø jag opfindø it nyt sprog).
Solsikkerne vender ryggen til mig, og de er ikke de eneste.
Det er tirsdag aften. Jeg har været på arbejde efter fem skønne fridage og har smidt mig i sofaen og tjekker ind på Netflix og Messenger. Jeg synes jeg er lidt ru i halsen, og min næse løber en smule, men jeg tænker at det nok bare er noget jeg kan sove væk.
Klokken tre vågner jeg og tænker hvad sker der her? Jeg har ondt i halsen nu, min næse løber, mine øjne løber, mit hoved gør ondt, og jeg har kvalme. Jeg sover ikke mere den nat, men prøver at få mit hoved omkring at jeg jo nok ikke må gå på arbejde. Det er svært. Jeg vil have det til at gå væk. Jeg har ikke haft en sygedag i 20 år, og jeg kan ikke lide mig selv når jeg må svigte.
Men det går ikke væk, og jeg melder mig syg, for jeg ved selvfølgelig godt at det er det rigtige at gøre. Jeg bruger så halvanden time på at komme igennem til min læge for at høre om det er relevant med en corona-test. Jeg kommer igennem og får med det samme en henvisning sammen med en forsigtig advarsel om at der nok er ventetid, desværre.
Jeg går ind på coronaprover.dk og bestiller tid. Jeg pisker rundt mellem de forskellige teststeder der er relevante for mig med symptomer, for at finde det sted med mindst ventetid. Det bedste bliver fredag kl. 17:10 i Hillerød. Den tager jeg og indstiller mig mentalt på det alt for lange tidsrum jeg kan forudse jeg skal hænge i den her coronabremse, og giver besked til mit arbejde.
Så går jeg i seng, og dagen igennem får jeg det kun værre. Mit hoved dunker ubønhørligt. Jeg fryser trods vinternattøj og dyne og 30 grader. Min næse løber hurtigere end jeg kan nå at pudse den. Jeg løber på toilettet. Jeg sætter en spand ind til sengen fordi jeg er bange for at jeg skal kaste op. Lys gør ondt, og jeg tilbringer dagen i mørke, drivende ud og ind af en slags søvn.
Det virker som influenza eller en halvslem forkølelse, tænker jeg. For meget snot og for lidt hoste og feber til corona, tænker jeg. Men tankerne kan jeg ikke rigtigt bruge til noget. Jeg må VIDE at det ikke er corona, så ingen – mine nærmeste og mine kolleger – bliver bange for at jeg kan have smittet dem. Eller VIDE at det er covid-19 så jeg kan få sagt det til dem jeg har været i nær kontakt med, og få brudt eventuelle smittekæder. Usandsynligt som det er, men alligevel.
Allerede næste dag torsdag har jeg det bedre. Jeg får det endda så godt i løbet af dagen at jeg skriver til en ven og spørger om han kan købe lidt ind og sætte posen uden for døren. Jeg trænger til noget at spise, og jeg har talt mine skiver rugbrød og regnet ud at de ikke rækker langt. Om aftenen ankommer en pose med det jeg har bestilt, plus lidt ekstra godt.
Fredag har jeg det stadig bedre. Lidt hoste har afløst de fleste af de andre symptomer, og jeg forbereder mig på at gøre alle en tjeneste ved at cykle til Hillerød og få taget den test. Hvis jeg spiser rigtigt, hviler mig grundigt (hvad ellers skal jeg lave?) og giver mig god tid, kan jeg godt klare det. Jeg er vant til at cykle. Og ellers kan jeg tage toget en del af vejen hjem. Med mundbind og bortvendt ansigt.
Jeg tager af sted. Det går fint. Der er lidt længere til Hillerød end jeg lige havde forestillet mig, for jeg er helt sikkert ikke i så god form som jeg plejer at være, men det er heller ikke helt skidt, og jeg kan tydeligt mærke at kilden til min hoste sidder ret højt oppe i brystet og ikke i lungerne. Jeg har engang roet DM med en kold lungebetændelse, så dét ved jeg godt hvordan føles.
Turen er ufatteligt smuk. Jeg nyder den. Solsikker, flotte marker, gamle huse, den store skov, dejligt vejr. Og jeg når frem i perfekt tid. Parkerer min cykel, drikker vand, tørrer sveden af panden, spritter hænder grundigt, tager mundbind på og går hen til testteltet i zigzag mellem en million andre mennesker, især den mindste af slagsen, på en fuldstændig fyldt parkeringsplads (og den er ellers stor).
Foran teltet står en kvinde i sygehusuniform og gentager den samme remse igen og igen til alle dem der strømmer til: “Vi kommer ikke til at teste flere i dag. I må tage hjem og prøve at komme igen på samme tid i morgen. Vores system er nede, det gælder hele landet. Vi er kede af det”.
Først stirrer jeg bare fuldstændig vantro og bliver stående i periferien og hører hende gentage det til de næste cirka ti personer og familier der kommer frem. Så bliver jeg til Trump og tænker at det her corona sgu da bare er et latterligt stunt som ikke engang myndighederne tager alvorligt, og at det forpulede samfund kan rende mig. Nu skider jeg på alle og tager toget hjem. Uden mundbind. Men jeg tager mig i det, ryster Trump af mig og bliver til Janne igen. Henter min cykel, tænker at nu vil jeg underholde mig selv med at se om jeg kan finde nøjagtig samme kringlede, men smukke, vej tilbage uden at bruge min telefon. Jeg trøster mig med at jeg jo kan bruge al den tid på turen jeg har brug for, og at jeg kan stoppe ved solsikkerne og tage billeder af dem. Men det går også gennem mit hoved at jeg nok ikke kan tage mig sammen til at cykle igen i morgen. Da bliver det med tog og bus. Og mundbind.
Da jeg kommer hjem, meget træt og ikke meget mindre vred, skriver jeg til en ven:
I morgen er jeg sikkert frisk som en havørn med cykelben som Fuglsang og ikke mere virus i kroppen at fange med en podepind .. så får vi aldrig at vide med sikkerhed at jeg bare har været godt gammeldags forkølet. Nej, undskyld sarkasmen, jeg er bare vred. Ingen kan vel gøre for det i og med at det er en it-fejl i registreringssystemet, men så er jeg vred på Ingen. Og alle de unger der står i kø med deres forældre, de blokerer for dem der i virkeligheden skulle fanges hurtigt og effektivt, sådan nogle som mig med symptomer og en smittekæde at optrævle og bryde. Jeg er simpelthen så harm. NOGEN (og her er det IKKE Ingen) har sovet i timen ..
Inden jeg går i seng, tager jeg en beslutning op til genovervejelse. Jeg har de sidste tre dage haft det lidt skidt med ikke at kunne informere de mennesker jeg kan have været i nær kontakt med (jeg holder afstand til alle undtagen fire mennesker i den her verden, og holder mine hænder rene, men det kan vel smutte for alle), men har ligesom ikke kunnet se pointen i at sige noget når jeg ikke vidste om der er grund til bekymring (og i øvrigt regner sandsynligheden for det som meget lille). Ideen er vel at man bliver syg, bliver testet, får svar og SÅ kan smitteopspore lynhurtigt hvis det er relevant. Men nu genovervejer jeg det. Jeg synes nu der kan gå for lang tid i forhold til at sige noget om at jeg er (efterhånden har været) syg af noget corona-lignende noget – jeg kan jo ikke vide hvornår jeg rent faktisk bliver testet nu, og hvor lang tid der går før jeg får svar? Jeg beslutter at skrive til de meget få mennesker jeg (måske) har været tæt på i forhold til det som Sundhedsstyrelsen angiver som nær kontakt, og give en kort orientering.
I dag er det så i morgen. Jeg kan se i medierne at testcentrene kører igen, men hvordan de kan ekspedere alle dem de mangler, fra tidsrummet 16-20 (eller hvor længe det endte med at vare) i går samtidig med alle dem der har de samme tider i dag, kan jeg ikke lige forstå, men det er jo ikke min hovedpine. Jeg møder op.
Jeg har heldigvis endnu en ven i nøden til at hjælpe med at få transporteret mit podeparate svælg til Hillerød igen. Fuglsangben eller ej. Så priviligeret er jeg. Og når jeg om lidt melder mig ud af corona-er-her-så-jeg-må-tage-ansvar-klubben og udvandrer til en øde ø fordi jeg ikke gider mere, især ikke når NOGEN ikke holder deres del af kontrakten og sørger for at vi kan gøre det rigtige, tager jeg dem med hvis de vil. De gode venner, altså, saftsuseme ikke NOGEN. Vi kan svømme sammen derud. Eller ro. Adios, vi skrider! Efter en sidste afspritning.
Jeg har læst to bøger som jeg godt kan lide: Fra et hjørne af Martin og Omkring Martin af Ann Carina Schødt.
Ann Carina Schødt har hjemme på potentialefabrikken.dk og belastendebegavet.dk som jeg med stort udbytte har fulgt gennem flere år. Jeg ved ikke overhovedet om jeg selv er begavet, men under alle omstændigheder kan jeg sige at der er mange ting i Ann Carina Schødts univers der ringer en klokke i mig. Således også både beskrivelsen af den begavede Martins indre verden og mange af de fænomener der bliver beskrevet gennem bøgernes øvrige personer.
Fortællingen om arkitekten og familiefaren Martin og hans liv giver et rigtig godt indblik i hvordan livet ser ud fra en begavet persons synspunkt. Hvad der er let, og hvad der er svært. Det kan være en god ide med sådan et indblik hvis man selv er begavet eller højt begavet, eller hvis en af ens nærmeste er det. Ens barn, for eksempel. Martin har to meget forskellige døtre som på hver deres begavede måde må kæmpe for at blive set og finde rum hvor de kan trives.
Hvis en person er begavet, er livet vel let og ubesværet, og så har vedkommende vel næppe brug for at andre gør en særlig indsats for at forstå ham eller hende – eller at vedkommende gør en særlig indsats for at forstå sig selv? Sådan kunne man godt spørge. Men livet er ikke let og ubesværet for nogen, og det er to hovedpointer i bøgerne at dels kan der følge nogle særlige udfordringer med at være begavet, og dels kan det være temmelig ensomt. Derfor er det godt at vi øver os på at se. Allesammen.
Bøgerne vil formidle et bestemt indhold, det kan man ikke undgå at mærke, og det gør måske nok at de ikke helt rammer loftet som litterære eller kunstneriske oplevelser. De har dog deres øjeblikke, nogle passager er virkelig enten ren nydelse at læse eller morsomme på den helt rigtige intelligente måde. Og bøgerne lader ingen tvivl tilbage om at forfatteren har dyb viden og stor erfaring med begavede at trække på, og de er så velformuleret og velstruktureret fortalt at man har lyst til at læse det hele og bliver nysgerrig efter enden på historien og enden på de problemer der fordrer en løsning. Der kommer en tredje roman i serien, og den er jeg også nysgerrig efter at læse. Jeg venter spændt. Jeg ville gerne have læst direkte videre efter sidste side i to’eren :-).
